Noget for små legesyge børn

SPIL My Street # # # # # # Vi kan nok godt alle huske den første skoledag, spændingen og overraskelsen over at det slet ikke var så slemt. Den holder bare ikke vand her! My Street er et adventure/opsamlings-spil. Spillet handler om en dreng, som flytter til nabolaget i sommerferien, og hans opgave er så at få nye venner inden skolestart. Hvis du som spiller ikke får skaffet tilflytteren venner, ender det galt, da byen har sin egen bølle, Julian Frances alias ”Big Bully”, som hugger ens frokostpenge. Du finder hurtigt ud af, hvad denne onde dreng kan finde på af grusomheder. Han er nem at stoppe, hvis vennerne holder sammen. Udgiverne har været smarte og gjort det muligt for den enkelte at forme sin egen dreng eller pige, med tøj, briller, hudfarve og stemme. Spillet er dog lidt ensformigt, da der ikke sker den store udvikling. Du bliver smidt ind i spillet, og så er det op til dig at opbygge et sammenhold med naboerne. Børnene leger selvfølgelig sammen, og alt efter hvilke venner du vælger, spiller du forskellige spil. Alt fra marmorkugler til racerbiler, der fræser blomsterbedene! Figurerne ligner noget fra en tegnefilm, og det virker meget godt og ret komisk. Et spil for de mindre og de mere legesyge. Christian Stenbakken kultur@nordjyske.dk ] ”My Street ™”. Aldersgrænse: Alle. IdolMinds Digital Entertainment

Forsiden