Noget godt i gære for humleriddere

Tonstunge kobberkar til Nibe Bryghus trodser stormen i Nordsøen og ankommer fra England

Lars Vedsted
Tek­nisk chef, Erik Myr­høj (tv), og bryg­ger An­to­ni Aagaard Mad­sen, kun­ne næs­ten ikke ven­te på den før­ste del af pro­duk­tions­ap­pa­ra­tet til Nibe Bryg­hus: kobberkar til malt, vand og suk­ker. foto: micha­el Byg­bal­le
Bryggerier 17. januar 2007 05:00

NIBE: ”Clipper Ale”, ”Styrbord”, ”Havgus”... Øl. Masser af nye øl, og bid mærke i de nye navne. Op mod 100.000 liter om året i første omgang, 1000 liter om dagen, 3-4000 om ugen, måske voksende til 200.000 liter om året, men tørstige sjæle må væbne sig med tålmodighed indtil den officielle premiere 1. juni. Mikrobryggerier skyder op adskillige steder i disse år til dels som konkurrenter til de store, etablerede, og Nibe Bryghus bliver et af de nyeste skud på stammen. En sending kobberkar på omkring 20 ton har trodset stormen i Nordsøen på turen fra England til Esbjerg, og fragtmanden har netop afleveret den kostbare last i Nibe. Nibe Bryghus på havnen i Nibe køber komplet bryggeriudstyr med laboratorium fra engelske ABUK, der specialiserer sig i nyt og brugt i branchen, og investor Niels Færch valgte en 10 år gammel sag af tjekkisk oprindelse. Engang bestilt af en rig amerikaner, der dog aldrig realiserede sine planer. - Derfor er udstyret reelt aldrig taget i brug, konstaterer Niels Færch, der har skudt en million i projektet til samlet fire millioner via sit Holding selskab DGU. Resten finansierer nu næsten udsolgte folkeaktier på hver 10.000 kroner, og adskillige især lokale har købt en eller flere af slagsen. Så hurtigt gik salget, at aktierne blev overtegnet, og for nylig udvidede bestyrelsen kapitalen fra tre til fire millioner. - Vi agter at sælge øllet næsten overalt i Danmark, men koncentrerer os først og fremmest om Aalborgområdet. Udvalgte specialbutikker, restauranter, barer, lokale supermarkeder, fortæller brygger Antoni Aagaard Madsen. - Nogle steder bliver det dog nok svært at komme ind. Han er selvlært, kan derfor ikke kalde sig ”brygmester”, men har masser af erfaring fra Gravballe Bryghus, og et andet, noget mindre mikrobryggeri i Thisted, der også er ejet af Niels Færch. - De producerede mængder i Nibe bliver noget større, og den øgede volumen skaber en mere ensartet kvalitet, forventer bryggeren. Antoni Aagaard Madsen kender historien om den berømte ølpioner, brygger I.C. Jacobsen, der kom grueligt galt af sted med nogle af sine første produktioner, men regner ikke med store problemer på Nibe Bryghus. - Det var jo gæren, det gik galt med dengang. Gæren anno 2007 er forædlet, og vi skal ikke til at begynde forfra som Jacobsen. Men naturligvis kan ingen bryggerier sige sig helt fri for et lille spild henad vejen. I dag ankommer to lagertanke og fire gærtanke. Så følger 10 helt nye lagertanke fabrikeret efter mål til Nibe med en kapacitet på hver 1000 liter. - Alt udstyr skulle komme på plads i februar, siger teknisk chef, Erik Myrhøj. Produktionen af øl på Nibe Bryghus varer fra tre til fem uger afhængig af type. Den sidste test bliver efter planen afsluttet omkring 1. april, og receptionen 1. juni bliver afløst af åbent hus dagen efter.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...