EMNER

Noget på hovedet

Der var engang for ikke så længe siden, da ingen anstændig (etnisk) dansk kvinde viste sig offentligt uden noget på hovedet.

Hørte hun hjemme i den øvre del af samfundet, tog hun hat på. Befandt hun sig længere nede ad den sociale rangstige, dækkede hun håret med et tørklæde. Vi kan se det i tv-serien ”Matador”. Selv er jeg født i 1938 og husker fra engang i 1940’erne en 10 år ældre kusine, der en varm sommerdag rejste med toget iført hat hele den lange vej fra København til Aalbæk. Hun ankom helst opløst. Men først da vi var vel indenfor i mit hjem, tog hun hatten af og sagde, at hun havde en forfærdelig hovedpine, fordi den havde klemt hende i tindingerne. I 10 timer havde hun lidt, men at være barhovedet i toget var utænkeligt. Selv blev jeg udstyret med hat til ”andendagstøjet”. Men jeg havde den vel på tre gange. Min kusine følte sig ikke fri til at tage hatten af. Få år senere følte jeg mig fri til ikke at tage den på. I øvrigt gik jeg ofte med tørklæde (og træsko) i 1960’erne. Det signalerede politisk ståsted. Skulle vi ikke lade vore nye medborgere selv bestemme, om de vil gå med tørklæde eller ej? Og så i øvrigt støtte 100 procent op omkring dem, når de vælger en vej, som deres fædrene ophav prøver at forhindre. Vi gammeldanske kvinder har selv kæmpet os ud af de værste patriarkalske og religiøse spændetrøjer. Det vil nydanske kvinder også gøre, hvis vi støtter dem i stedet for at dæmonisere dem.