Skattepolitik

Noget politisk roderi

Danmark har fået en ny regering, som er meget stolt over sig selv. Tiden må så vise, om andre også får grund til at blive stolte af den.

Efter et par ugers hårde forhandlinger nåede landets første kvindelige statsminister således lige at få sin regering på plads, inden folketingsåret begyndte i tirsdags. Blandt ministrene er der mange ganske unge, nye og uprøvede kræfter, der åbenbart endnu ikke er nået at blive sat ind i, hvordan man opfører sig. Det indgik nok ikke i de ellers intense drøftelser forud for regeringsdannelsen. Ét er, at et par af de nye unge, mandlige ministre fandt det passende at møde til den traditionsrige og højtidelige åbning med åbentstående skjorte - det manglende slips kan vel tilskrives, at de helt unge har andre normer, også når det gælder påklædning. At der så er noget, der hedder etikette, tager store ånder åbenbart ingen hensyn til (!). Den eneste værdighed, de kender, er deres egen. Langt mere pinligt var det, at flere af de nye ministre ikke kunne finde ud af at rejse sig, da kongefamilien forlod folketingssalen. Skønt alle menige folketingsmedlemmer rejste sig - bortset naturligvis fra medlemmerne af regeringens støtteparti, Enhedslisten, der nægter at vise hele nationens samlingspunkt den smule respekt - så måtte den tidligere statsminister råbe til sin efterfølger, hvad der er skik og brug. Til hendes ros skal da også siges, at hun straks irettesatte sine nye ministre. Mildt sagt en pinlig start for den røde regering og dens mange unge håbefulde væbnere. Det umiddelbare indtryk af den nye regering er i øvrigt, at der er tale om en mærkelig hybrid, som er et resultat af, at Det Radikale Venstre før valget svor Helle Thorning-Schmidt troskab. Umiddelbart ser det da også ud til, at denne troskabsed har banet vejen for, at De Radikale har fået en central placering i dansk politik igen, og at de helt tydeligt har trukket det længste strå i regeringsforhandlingerne. Det har de, fordi S og SF simpelt hen ikke kunne danne regering uden radikal medvirken enten som medlem af regeringen eller som støtteparti. Det sidste havde ikke holdt mange dage. Stor ros til De Radikale, fordi de har renset stærkt ud i den politik, S og SF gik til valg på. SF har solgt partiets sjæl for seks ministerbiler, og for en enkelt gangs skyld må jeg også erklære mig helt enig med folketingsmedlem Bjarne Laustsen (S), der her i NORDJYSKE har givet udtryk for, at også hans parti har svigtet sine valgløfter totalt. De fik så en statsministerpost og hele 11 ministerbiler til gengæld for at føre radikal politik (!). Helt komisk bliver det, at Enhedslistens revolutionære socialister nu skal holde en regering ved magten, der vil lette skatten på arbejde - herunder topskatten, der ikke vil indføre den bebudede millionærskat, ligesom de borgerliges tilbagetrækningsreform også står ved magt. Heller ikke dagpengeperioden rulles tilbage fra to til fire år. Danmark har med andre ord fået en rød regering, der parlamentarisk støtter sig til den yderste venstrefløj, men som i praksis har lagt op til at føre radikal politik. Desværre gælder det ikke blot på det økonomiske område, men også når det gælder værdipolitikken. Her kan vi forvente en kurs direkte mod et multietnisk samfund, en adskillelse af stat og kirke, afskaffelse af faget kristendomskundskab i folkeskolen og i det hele taget en undergravning af det, der i tusind år har båret dansk kultur og folkelighed. Så her kan Enhedslisten og de vaskeægte røde vælgere trods alt glæde sig (!). Tilbage står et indtryk af Det Radikale Venstre som et parti, der som fødselshjælper for denne regering endegyldigt har diskvalificeret sig selv som socialliberalt. Det andet indtryk, danskerne sidder tilbage med, er, at det gamle ord om, at magt korrumperer, stadigvæk gælder. Det kan man vælge at være stolt over - mere grund er der dog til at være flov og skamfuld...