Nogle får pris - andre betaler den

Nogle får priser. Andre betaler prisen!

Uffe Ellemann-Jensen får Publicistprisen. Mens Muhammed-tegnerne i Jyllands-Posten, Naser Khader fra de radikale, islam-kritikere og demokrater i Iran, Syrien, Irak, Pakistan, Ayaan Hirsi og Theo van Gogh i Holland, Jyllands-Posten og dets kulturredaktør Flemming Rose, forfatteren Salman Rushdie, statsminister Anders Fogh Rasmussen, danske og norske ambassader, mange kvinder i Mellemøsten plus mange, mange flere betaler en meget høj pris i form af alt fra dødstrusler, 24-timers politibeskyttelse, undertrykkelse, tortur, censur, angst og diktatur. Det er beskæmmende! Beskæmmende, at kulturpersoner, intellektuelle, politikere og journalister, som ellers på mange andre områder gør det godt og sympatisk, i historiens tilspidsede situationer så massivt mister den moralske førlighed og det demokratiske kompas. Beskæmmende, at foragten for et demokratisk valgt parti som Dansk Folkeparti i et fuldt udbygget og åbent demokratisk samfund som det danske åbenbart er større og tilmed så forblindende, at der ses stort på en nødvendig kritik af diktatur og undertrykkelse - også i religiøs forklædning. Målet helliger tilsyneladende midlet. Målet er at ramme Fogh og Dansk Folkeparti, som altså har et parlamentarisk flertal bag deres førte politik. Midlet er uden smålige hensyn alliance med revl og krat, der bringer sig i opposition til regeringen og dens støtteparti. Om man så skulle give håndslag med fanden selv. I et parlamentarisk demokrati må man bøje sig for, at magten ikke altid kun er i hænderne på én selv, uanset at man er overbevist om at repræsentere alt det gode, det rigtige, det ordentlige, den gode tone og andre fortrinlige dyder. Hvem gør ikke det? For selv om hverken Fogh eller Dansk Folkeparti sidder på mit mandat i Folketinget, så hersker der for mig ikke nogen som helst tvivl om, hvem man bør støtte i sådanne krisesituationer, hvor kampen står mellem frihed og diktatur, frigørelse og undertrykkelse, ytringsfrihed og (selv)censur. Her burde alle partier fra SF til Dansk Folkeparti, intellektuelle og kulturpersoner stå last og brast, eftersom de værdier, der er under stærkt pres, overhovedet er forudsætningen for at kunne være uenige og udveksle synspunkter. Også selv om man politisk i sådanne situationer må sluge nogle kameler (!) ved at stå skulder ved skulder med mennesker, man ikke kan li' og ellers er dybt uenige med. Ytringsfriheden og demokratiet står ikke til diskussion. Li' eller ikke li'? That's not the bloody point! Oppositionsavisen Politiken og deres chefredaktør Tøger Seidenfaden hylder som bekendt den franske revolution og dens værdier om frihed, lighed og broderskab og har bl.a. i dén forbindelse hyppigt citeret oplysningsfilosoffen Voltaires berømte udsagn om, at "Jeg er ikke enig med dig, men jeg vil kæmpe til min død for din ret til at ytre din mening". Ædelt og rigtigt! At Politiken ikke er enig med regeringen og Dansk Folkeparti, tror jeg ikke er forbigået nogens opmærksomhed. Det er Politiken i deres fulde demokratiske ret til og yder også et i reglen nødvendigt og ofte kvalificeret modspil. Men i den aktuelle konflikt har Politiken svigtet kolossalt – ikke alene Voltaire, men også dén frigørelse og anti-autoritære individualitet, som Politiken med stor succes har været en fremtrædende eksponent for lige fra det tidspunkt, Viggo Hørup og Edvard Brandes stiftede avisen i 1884 og gjorde sig til talerør for det moderne gennembrud. Pludselig gør Politiken og de kulturradikale holdt. Frihed og frigørelse opfattes som en luksusvare, der er forbeholdt vestlige demokratier og vestlige mennesker – ydermere kun dem med grisefarvet hud?! Og som noget helt nyt skal man blot påberåbe sig religionen og dens enorme arsenal af letfornærmelige følelser, så er der med ét ingen grænser for, hvor lammefrom den ateistiske og religionskritiske avis kan blive. Brandes-brødrene ville vende sig i deres hedenske grave! Næ, så vil jeg med førnævnte Voltaire hellere sige: "hellere adlyde en løve end 200 rotter af min egen slags". Navnlig hvis "min slags" sælger ud af elementære demokratiske kerneværdier og ud fra en selvbestaltet position som særligt moralsk privilegeret og med en ildelugtende odør af politisk korrekthed, en såkaldt "god tone", søger at patronisere en nødvendig åben(mundet) debat om islam og indvandring. Uden frygt og bæven. Uden at lade sig true eller kyse. Det kunne da bare lige mangle! Nu har vi længe nok som nation og folk kunnet passe os selv i selvtilfreds tilbagelænethed, økonomisk sikrede og trygt afskærmet mod al verdens larm og uro, mens andre er gået i brechen for vores demokratiske værdier. Nu koster det pludselig noget, at indtage standpunkter – det har en pris. Og for en gangs skyld handler det om andet end fladpandede materialistiske værdier, der kun kan måles i kroner og ører. Joh, nogle får priser, nogle tjener mange penge. Mens andre betaler en høj pris for begge dele! I den nuværende situation støtter jeg de sidste. Det siger måske ikke så meget. Men i et demokrati har lidt også ret. Henrik Bang-Møller har siden 2000 været sognepræst i Skagen-Hulsig pastorat. Cand. theol. fra Københavns Universitet 1999. Gift med Jeannette og far til fire.