Nogle varme skud fra hjertet af Vendsyssel

Floorball har et godt tag i Brønderslev

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

Fra ven­stre ma­na­ger Hen­rik Dahl Niel­sen, spil­len­de træn­er Kim Ole­sen og for­mand Jep­pe Bis­gaard. Foto: Daniel Mik­kel­sen

BRØNDERSLEV:Siger man dansk floorball, siger man også Nordjylland, for i Frederikshavn og Brønderslev befinder sig eliten af den forholdsvis nye idrætsgren, hvor 15-årige Hot Shots fra Brønderslev hører til de ældste klubber. Og efter frederikshavner-dominans med FC Outlaws som mestre tre år på stribe, var det i den netop afsluttede sæson Hot Shots der fyrede bedst op under de nordjyske kedler. Alligevel var der stadig nogen skuffelse at mærke hos den spillende træner, Kim Olesen, samt ikke mindst hos manager Henrik Dahl Nielsen - kaldet Tex - da NORDJYSKE Medier fik en aftale på plads torsdag aften med den ambitiøse klub. For sølv er som bekendt noget man taber i en finalekamp, og det var svært at sluge ovenpå en sæson med lutter sejre og et pokalmesterskab. - Det er bittert at tage én kamp i sæsonen, og det så lige akkurat er DM-finalen, men alle havde desværre en offday, lyder det fra Kim Olesen, der ellers kan være både stolt og tilfreds over sin første sæson som spillende træner i Brønderslev. Og sølvet er da heller ikke værre, end at det blot har fået ham til at tage endnu en sæson hos Hot Shots. - Men så skal mesterskabet altså også endelig til Brønderslev, siger Kim Olesen, der trods status af spillende træner formåede at blive valgt til årets spiller i dansk floorball. For Tex var finalekampen i Herlev Hallen så grim at komme igennem, at han i utide måtte forlade hallen for at sunde sig. - Men jeg er i det hele taget holdt op med at tage med til udekampene, simpelthen fordi det er alt for spændende, og det kan jeg slet ikke holde til, griner den populære manager, der har været med lige siden den spæde start i Hot Shots for 15 år siden. Mr. Floorball Han startede som vandbærer for derefter at blive formand igennem tre år og nu på tredje sæson er manager. I det hele taget er han Brønderslevs Mr. Floorball, som påtager sig et hav af praktiske opgaver i en idrætsgren, der bortset fra i det nordjyske endnu ikke er opdaget af pressen. - Det lykkedes dog for os at få formiddagsbladene til at lave en optakt på DM-finalestævnet i Herlev, men der er lang vej til standarden i Sverige, hvor floorball er rigtig stort. Således tv-transmitteres der voldsomt fra det forestående VM i Sverige, hvor det danske landhold også er med, fortæller Hot Shots-manageren. I svensk floorball kan spillere opnå kontrakter med pænt høje gager, men i dansk floorball er der stadig kun tale om kørselsordninger med mere. - Men det er helt klart i de tre nordjyske klubber, Bulldogs, Outlaws og Hot Shots, at man er længst fremme med goder til spillere og trænere, siger Kim Olesen. Således skal ingen af vores spillere på ligaholdet i Hot Shots betale udstyr, og de er da også kontingentfri ligesom der er gode kørselsordninger og andet fryns. Seriøst - Men vi træner altså også tre gange om ugen, så det kræver en del afsagn for baglandet, siger landsholdsmålmand Morten Andersen, der med sine 30 år har masser af rutine i buret men altså også har en hustru på vej med barn nummer to (fødslen var sat til i fredags, red.) - Så det kræver nøje planlægning at være med på topplan, selv om der er tale om en lille idrætsgren. Jeg er dog parat til at vogte buret også i næste sæson, for jeg er som de øvrige i klubben træt af, at vi aldrig har prøvet at vinde DM-guld. Sammen med sin tre år ældre bror, Michael Andersen, er han blandt de mest rutinerede floorballspillere herhjemme, og brødrene er stadig blandt frontfigurerne hos Hot Shots, der dog også har profiler som landsholdskaptajnen Allan Jensen, Kim Haagensen, Ronnie Gravgaard, Dennis Hansen og ikke mindst den spillende træner Kim Olesen, der i stil med klubkammeraten Dennis Hansen har været nødt til at sende afbud til VM i Sverige. Her har Hot Shots Allan Jensen og Michael Andersen med samt keeper Morten Andersen, hvis ellers hustruen når at føde inden mesterskaberne går for godt i gang. Landsdelen trækker For Kim Olesen betyder floorballspillet så meget, at han har valgt at bosætte sig i landsdelen med bopæl i Frederikshavn, hvor han har en fortid som spiller og træner i Outlaws. For et år siden var han spillende træner i Herning men vendte tilbage til det nordjyske og Hot Shots. - Og det er altså heroppe, man skal opholde sig, hvis det skal handle om floorball. Her er dygtige ledere og en seriøsitet omkring floorball, som man ikke finder andre steder, siger Kim Olesen, som håber, at Dansk Floorball Union (DAFU) også er parate til at satse. Forhåbentlig indføres der senest om to år en landsdækkende liga. Det vil også give større indtjeningsmuligheder, vurderer den spillende træner i Hot Shots. Perfekt til byen Selv om Jeppe Bisgaard er ny på posten som formand i floorballklubben i Brønderslev, er spillet ham ikke fjernt. - Flere i min familie har haft berøring med klubben og spillet i det hele taget, så jeg har set mange floorballkampe. - Og så passer floorball perfekt til en by som Brønderslev. Små idrætsgrene som bordtennis og floorball kan vi gøre os gældende i, fordi det ikke koster de helt store summer at være med i dansktoppen der i modsætning til håndbold og fodbold, forklarer Hot Shots-formanden, der som nyudsprunget pensionist nu har fået den fornødne tid til formandsposten. - Endnu sjovere kan næste sæson imidlertid blive, hvis vi endelig får de guldmedaljer. Det vil for alvor sætte Brønderslev på landkortet, slutter formandens varme skud.

Breaking
Første danske OL-guld i Tokyo
Luk