EMNER

Nogle vil klare frisag

Tak til Mads Olsen for dit venlige svar. Du er da vel ikke så naiv at tro, at alle vil betale den anden vej, du ellers mener i dit læserbrev her i NORDJYSKE 30.1.

Der vil altid være nogle, der klarer frisag, så de på den ene eller anden måde undgår at skulle betale skat. Da der blev betalt formueskat, som SR-regeringen da heldigvis fik afskaffet i 90"erne, blev formuerne bare flyttet til udlandet. Der er med andre ord nogle, der vil forsøge at slippe udenom. Med skattestoppet har også de laveste indkomster fået noget ud af det – selv de lavest lønnede og pensionisterne og dem på overførselsindkomst. Men stigningen i dem, der får julehjælp, skyldes ganske enkelt valgkampen i 2001, hvor daværende statsminister Poul Nyrup Rasmussen (S) lavede en happening, hvor han rev sider ud af statsminister (V) Anders Fogh Rasmussens bog og dermed genindførte censur. Poul Nyrup Rasmussen var jo dengang statsminister, og som statsminister kan man ikke foretage sig hvad som helst. Man må acceptere demokratiets spilleregler, og censuren er ophævet – også når man er statsminister. Anders Fogh Rasmussen var klog nok til at sætte bogen på auktion på nettet og donere beløbet til Kirkens Korshær. Den opmærksomhed, det skabte, det var jo op til jul i 2001, markerede, at der også var fattigdom og ulighed under SR-regeringen, og at der også var brug for julehjælp for nogle. Den stigning, det medførte, var målbar. Det blev derefter mere almindeligt at søge og modtage julehjælp.