Lokalpolitik

- Nogle vil ligefrem blomstre op i mit fravær

På vej til Bruxelles gør Ole Christensen (S) status over sin tid i byrådet

BROVST:Ole Christensen (S), nyvalgt til EU parlamentet, er fuld af tiltro til den socialdemokratiske byrådsgruppe i Brovst. Så meget at han spår nogle af de lokale politikere ligefrem vil blomstre op og skabe store resultater, efter han selv takker af 1. august. Ole Christensen har netop været i Bruxelles til sit første gruppemøde i de europæiske socialdemokratiers gruppe i EU parlamentet. Hjemme i Brovst er styrepinden for socialdemokratiets byrådsgruppe givet videre til Susanne Hjort, der har overtaget posten som gruppeformand og viceborgmester. Ole Christensen beskriver gruppen som homogen og meget enig i menneskesyn og overordnet indstilling, derfor er han sikker på, den vil klare sig godt fremover. - Jamen, jeg vil da ikke blive overrasket, hvis også samarbejdet med det borgerlige flertal måske kan komme til at glide lidt lettere, når jeg er væk. Så kan flertallet og borgmesteren sige, nu er han væk, så er det meget nemmere, siger Ole Christensen med let sarkasme i stemmen. Han lægger ikke skjul på, at samarbejdet på tværs af midten i byrådet absolut ikke har været let i den seneste periode. Efter Ole Christensens opfattelse er en væsentlig årsag, at de borgerlige politikere, der har flertallet, er meget forskellige og meget individualistiske. Efter den afgående viceborgmesters opfattelse har det været en stor hæmsko for samarbejdet. - Jeg har bestemt ikke noget imod at gå på kompromis, hvis begge parter får noget ud af det. Men kan det ikke lade sig gøre at opnå noget, så vil jeg hellere markere mit standpunkt og holde fast i socialdemokratiets holdning. Det er vigtigt, at borgeren kan se, at der er forskel på om det ene eller det andet parti har flertallet i byrådet, siger Ole Cjristensen. Selvom han har en del ankepunkter, når det gælder den tværpolitiske samarbejdsvilje, understreger han, at der i år har været en behageligere omgangstone og forhandlingsvilje end tidligere i valgperioden. - Jeg ser tegn i sol, måne og stjerner på, at samarbejdet vil blive lettere og hånden på hjertet, jeg er da også kendt for at holde meget stærkt fast ved synspunkterne, måske bliver det lettere med kompromisserne nu, siger Ole Christensen. Ifølge den kommende EU parlamentariker kom der for alvor grus i samarbejdet med de borgerlige, efter socialdemokratiet ved seneste valg måtte afgive borgmesterposten, trods en fremgang på to mandater og et flot personligt valg til ham selv. - Det er da lidt frustrerende at gennemføre væsentlige nedskæringer og sætte skatten op og så efterfølgende ikke kunne bestemme, hvor de ekstra penge skal bruges, siger han. Hans råd til Brovst Kommune i fremtiden er at satse på et enkelt område istedet for at gabe over mere, end der er realistisk. Ifølge Ole Christensen ville det mest fornuftige fokusområde være, at satse på service og kulturtilbud, der kunne skaffe flere borgere til Brovst Kommune. - Mit råd til flertalspartierne skal være, at de godt må blive lidt bedre til at sige fra overfor henvendelser. Istedet for bare at love alle alt, siger Ole Christensen. - Brovst vil gerne det hele og det dur simpelthen ikke, det er nødvendigt at målrette sin indsats, råder den afgående viceborgmester.