Kristendom

Nok at registrere én gang

På sit netop afholdte landsmøde cementerede Menighedsrådsforeningen, at Danmarks civilregistrering fortsat bør ligge i det folkekirkelige regi.

Det er der i høj grad grund til at undre sig over al den stund, at vi ikke lever på Christian IV’s tid. Under Christian IV blev der ved forordning af 1646 indført det civilregistreringssystem, vi kalder ministerialbøger. I alle landets kirkesogne skulle fra da af alle fødsler, vielser og dødsfald registreres. Fra konfirmationens indførelse i 1736 skulle denne kirkelige handling også registreres. Kirkebøgerne føres in duplo, idet der føres både en hoved- og en kontraministerialbog af henholdsvis den kirkebogsansvarlige sognepræst og af kordegnen, på landet dog af en kirkebylærer. Når det fra gammel tid blev pålagt sognepræsterne at foretage den civilregistrering, som siden 1646 og 1736 har fundet sted, skyldes det naturligvis, at sognenes præster generelt var de bedst uddannede personer rundt i sognene; tilmed var præsterne kongelige embedsmænd, og det var derfor naturligt, at kongemagten gennem præsterne kunne få registreret det, der var nødvendigt at få registreret. Ved lov nr. 57 af 14. marts 1924 blev der imidlertid indført folkeregistre overalt i Danmark. Hvert eneste sogn eller kommune skulle oprette sit folkeregister, som i de små sognekommuner blev forestået af sognerådsformanden og i de større sognekommuner af en kommunesekretær eller kæmner som folkeregisterfører. Til folkeregistret skulle borgerne anmelde fødsler, vielser, dødsfald samt til- og fraflytninger således, at man i kommunen til enhver tid vidste, hvem og hvor mange borgere, kommunen havde. Hver voksen person var i folkeregistret registreret med sit personlige hovedkort. Når et par indgik ægteskab, blev kvindens data overført til mandens eller deres fælles hovedkort. Ved forekommende fødsler skulle disse naturligvis anmeldes, og i forlængelse heraf skulle man til folkeregistret anmelde, hvilket navn den nyfødte var blevet tillagt. Mindreårige børn stod anført på forældrenes hovedkort; men når et barn fyldte femten år, fik det sit selvstændige hovedkort. Hvert kvartal skulle folkeregisterføreren indsende til indenrigsministeriet en opgørelse over antal indbyggere i kommunen, fordelt efter alder og køn m.m. Min egen allertidligste kommunale uddannelse fik jeg på folkeregistret i Sundby-Hvorup kommune fra 1946. Lige så længe folkeregistrene har eksisteret i Danmark, har der således fundet en dobbeltregistrering sted. De samme registreringer har fundet sted både i kirkesognenes ministerialbøger og i kommunernes folkeregistre. Set med praktiske øjne synes den ene registreringsform overflødig. Der er tale om et enormt spild af ressourcer, såvel af kontorlokaler, af arbejdskraft og forbrug af alskens kontorartikler. Mens Sønderjylland fra 1864 til 1920 var under tysk fremmedherredømme, blev her indført civilregistrering efter tysk mønster. Alle familiemæssige begivenheder fra fødsel til grav skulle anmeldes til den kommunale personregisterfører. Kun begivenheder af ren kirkelig art som vielser, barnedåb og konfirmation skulle registreres af de kirkelige myndigheder. Efter genforeningen i 1920 havde man vel forventet, at der i Sønderjylland blev genindført civilregistrering som i resten af kongeriget; men det skete ikke. I Sønderjylland sker civilregistrering fortsat efter tysk mønster. Måske havde man dengang forestillet sig, at civilregistreringen i Danmark skulle internationaliseres. Men hidtil er det blevet ved tanken. I stedet for på kløgtig og besparende vis at gennemføre én fælles dansk civilregistrering til gavn for alle danskere, har man gennem de senere år inden for folkekirken etableret sig med en kostbar elektronisk kirkebog, DNK = Den Nye Kirkebog. Alle danske borgere, folkekirkemedlemmer så vel som alle andre, skal som hidtil anmelde alle personlige begivenheder fra fødsel til grav til et folkekirkeligt kontor samtidig med, at de samme begivenheder registreres hos det kommunale folkeregister. Forventeligt har der været protesteret fra mennesker, der står uden for folkekirken, at de skal henvende sig til et folkekirkeligt kontor vedrørende civilregistrering. Det havde været endnu mere at forvente, om fornuftige og eftertænksomme medlemmer af danske menighedsråd og politikere uanset partifarve havde sørget for at nedlægge den folkekirkelige civilregistrering, så den molboagtige og kostbare dobbeltregistrering, som jo faktisk har fundet sted siden 1924, omsider kunne bringes til ophør.