Nok at tage fat på ved årets første razzia

Skat, arbejdstilsyn og politi var sammen ude på byggepladserne

Arbejdstilsynet, Skat og politiet gennemfører i alt otte kontrolaktioner i år.Scanpix <i>Scanpix Danmark</i>

Arbejdstilsynet, Skat og politiet gennemfører i alt otte kontrolaktioner i år.Scanpix Scanpix Danmark

AALBORG:En byggeplads, hvor arbejdet med asbest måtte indstilles, og et større antal sager vedrørende skat og moms.

Det var en del af resultatet, da Arbejdstilsynet, Skat og politiet gennemførte årets første store landsdækkende aktion mod social dumping.

I det hele taget var der nok at tage fat på. da man sammen rykkede ud for at kontrollere udenlandske virksomheder og arbejdstagere i Danmark.

Derudover blev der kontrolleret en del danske virksomheder vedrørende korrekt arbejdsudlejebeskatning.

Aktionen var primært rettet mod virksomheder inden for byggebranchen og det grønne område. Derudover besøgte myndighederne en række andre virksomheder bl.a. indenfor flytteforretning, autoværksteder, affaldssortering og skrot samt restaurationsbranchen.

Arbejdstilsynet kontrollerede arbejdsmiljøforhold og anmeldelser til RUT, Skat kiggede på moms- og skatteforhold, og politiet kontrollerede arbejds- og opholdstilladelser.

Hvor der i forbindelse med aktionen ikke umiddelbart var nogle sager for politiet i denne omgang, var der til gengæld en del at se til for både Skat og Arbejdstilsynet.

Asbestarbejde blev stoppet

Arbejdstilsynet gennemførte i løbet af dagen 92 kontrolbesøg og gav i alt 95 reaktioner.

Af disse var 78 reaktioner for alvorlige overtrædelser af arbejdsmiljøloven. Desuden var ni udenlandske virksomheder ikke korrekt anmeldt i Registeret for Udenlandske Tjenesteydere (RUT).

Arbejdstilsynet afklarer nu, om der er anledning til at give virksomhederne bøder.

Dagens aktion afslørede også asbest på en byggeplads, hvilket resulterede i, at arbejdet med asbest først kan genoptages, når det sker på en fuld forsvarlig måde.

- Når vi ser eksempler på arbejdsforhold, der er så farlige som dette, så sætter vi straks ind. Det bekræfter sammen med de øvrige sager, vi er stødt på under aktionen, at det er vigtigt med fortsat fokus på social dumping og arbejdsmiljøforhold hos de udenlandske virksomheder, siger tilsynschef i Arbejdstilsynet Karsten Bach Christensen.

Skat kontrollerede på dagen 119 virksomheder og interviewede 200 udenlandske statsborgere. Ud af disse vurderer man, at der skal følges op overfor 71 virksomheder.

Resultaterne viser, at en del virksomheder og deres ansatte fortsat har problemer med korrekt momsregistrering og beskatningsforhold ligesom en del entreprisekontrakter nu skal vurderes for at sikre, at der ikke reelt er tale om arbejdsudleje eller ansættelsesforhold med fremadrettet skattebetaling til Danmark.

- Aktionen viser, at det er vigtigt, at vi kombineret med disse kontroller får vejledt virksomhederne så godt som muligt. Det er noget, vi har fokus på. Nu følger vi op på alle sagerne og fortsætter indsatsen med at gennemføre fælles kontrolaktioner på området, udtaler underdirektør i Skat, Gitte Kaae Bjarke.

Aktionen var den første af årets otte landsdækkende aktioner mod social dumping, hvor Skat, arbejdstilsyn og politi rykker ud sammen.

Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.


Forsiden