Byggeri

Nok billigt, men langt fra skrabet

Julie og Anders betalte 2,5 million for 203 kvadratmeter funkis

Julie Kirk Kirkegaard og Anders Hedeager opgav at finde deres drømmehus på markedet for brugte huse. I stedet valgte de at blæse på kreditkrise og bygge nyt. Og det betyder ikke dyrt, fastslår parret. Foto: Claus Søndberg

Julie Kirk Kirkegaard og Anders Hedeager opgav at finde deres drømmehus på markedet for brugte huse. I stedet valgte de at blæse på kreditkrise og bygge nyt. Og det betyder ikke dyrt, fastslår parret. Foto: Claus Søndberg

GUG:Stilen er funkis, udsigten mod syd over ådalen storslået og i en papkasse venter en sjælden Verner Panton-lampe med sine lange, hvide plasticspiraler på at udfylde sin rolle i entréen, som med mere end fem meter til loftet kræver belysning af et vist format. - Vi fik den på en netauktion til en ganske rimelig pris, siger Anders Hedeager. Han og kæresten Julie Kirk Kirkegaard har siden indflytningen 6. februar haft travlt med at indrette deres og de tre kælne katte af racen helli birma's nye hjem på Helenavej i Gug. Og der er masser af plads i den kubiske bygning, hvor en gennemtænkt indretning udnytter beboelsesarealet maksimalt. - Faktisk har vi fået mere plads, end jeg forestillede mig på forhånd, siger Julie Kirkegaard. For det 203 kvadratmeter store hus i to plan, og som kan bryste sig af at være i energiklasse 1, har det unge par betalt to og en halv million kroner eksklusiv grund, men inklusiv arkitekthonorar på 175.000 kroner. Alt i alt giver det en kvadratmeterpris på 11.700 kroner, og det er en pris, de har det rigtig godt med. Budgettet voksede - Vi kunne have bygget billigere, men vi valgte lidt dyrere inventar i køkken og bad samt muret facade, hvilket fordyrede projektet, fortæller parret, der først havde engageret en anden arkitekt, men budgettet voksede ved hvert møde, så det blev opgivet. I stedet henvendte parret sig til Bjarke Bentzen fra Bentzen & Zederkof, som Julie kendte i forvejen, og derefter gik det stærkt. På under to måneder var huset tegnet færdigt, og 7. oktober tog håndværkerne fat. - Bortset fra, at køkkenmontøren ikke altid overholdt sine aftaler, gik det smertefrit, siger Julie Kirkegaard, der sammen med sin kæreste glæder sig over at være flyttet ind i et splinternyt hus indrettet sådan, som de vil have det. - En tid kiggede vi på huse til salg, men der var altid et eller andet, der skulle laves, og da vi ikke selv er håndværkere, valgte vi i stedet at bygge nyt, fortæller Anders Hedeager. Udover et relativt billigt hus trak parret et langt strå i boliglotteriet, da de stod fast på at sælge Anders Hedagers ejerlejlighed på Stuhrs Brygge, før de erhvervede nyt. - Og jeg fik solgt i foråret lige før, det for alvor gik galt på boligmarkedet, fortæller Anders Hedeager. Otte måneder i kælder Det betød så lige otte måneder i hans forældres kælder. - Det er rart at være kommet op i lyset, siger Julie Kirkegaard og fastslår, at det er et synspunkt, kattene deler med hende. For de syv hundrede kvadratmeter på Gug Alpers sydlige skråning betalte parret godt en millioner kroner. Byggegrunden indgik oprindeligt i et projekt, der omfattede byggeri af i alt seks funkishuse. Boligmarkedets kollaps fik imidlertid firmaet bag projektet til at stoppe efter at have bygget to huse og sætte de resterende byggegrunde til salg.