Musik

Nok en romantisk komedie fra Woody Allen NORDJYSKE mødte den højproduktive filminstruktør til et interview under filmfestivalen i Cannes

NORDJYSKEs udsendte har mødt Woody Allen i Cannes - ved festivalen tilbage i maj - og i denne artikel fortæller han om sin seneste film "Midnight in Paris"

Plottet i "Midnight in Paris" er pjattet, men det fungerer. Owen Wilson spiller filmmanuskriptforfatteren Gil, der sværmer for Paris. Det gør hans kommende hustru, spillet af Rachel McAdams, noget mindre. De skal snart giftes, men en aften ved midnatstid opdager Gil en magisk port til en anden dimension. Han får lov til at besøge Paris i 1920'erne og møder Gertrude Stein, Picasso, Scott Fitzgerald, Salvador Dali og mange flere store kunstnere. For en filmjournalist er det at møde Woody Allen på linje med, hvordan det er for Woody Allens hovedperson at møde de helt store kunstnere fra 1920'erne. Han gør dog, hvad han kan for at få potentielle beundrere ned på jorden. NORDJYSKE mødte ham i Cannes, og selv i en alder af 76 år er Woody Allen i fin form. "Det er det sidste interview i dag", siger en af de andre journalister omkring bordet, og Woody svarer hurtigt: "Åh, godt. Det er det bedste nogen har sagt til mig endnu i dag", men han stiller nu alligevel velvilligt op til en seance spørgsmål og svar. Hvordan vælger du de byer, hvor du indspiller film? - For det første skal byen invitere mig og også være med til at støtte filmen økonomisk. Og så skal jeg selvfølgelig synes, at jeg kan få en filmidé, der passer til byen. Jeg føler jo en vis form for forpligtelse overfor den pågældende by. Angående rejser og det at være i udlandet så er alle i min familie vilde med det, så jeg har ikke nogen stemme i den slags sager. Barcelona, Rom, Paris om sommeren, ja, det vil de meget gerne, og jo et sted som Paris er da også meget rart for mig. Jeg har været fire gange i London, og jeg synes det var ok at være der, men min familie elskede det simpelthen. Hvor meget reflekterer din film din egen vision af Paris? - Meget. Typisk er der, hvor jeg filmer, en betydningsfuld by for mig. Paris er en magisk by, og jeg ser den ikke i et realistisk lys. Jeg ser den gennem lyserøde brilleglas og ser kun de gode ting, tror jeg. Byen jeg bruger, skal være en by, som publikum helt generelt vil se på et lærred. - Paris og London er sjove at se på. Berlin ville også være det, men det er ikke tilfældet med alle byer. For eksempel en mindre, uinteressant industriby. Når amerikanerne tænker på Berlin, tænker de på mysterier og spioner. Det er bare den slags vibrationer, som den by udsender for amerikanere. Måske ville sådan et projekt så udvikle sig rent genremæssigt derfra, men det er sådan, min idéproces ville gå i gang. Hvad får dig typisk i gang med det næste manuskript? - Det er ligesom en hobby. Jeg er vild med at skrive, og jeg elsker processen. Jeg kan godt få en krise i forhold til inspiration, hvor der går nogle dage, uden der kommer ret meget ud. Men jeg lider ikke af det, man vil kalde for skriveblokade. Det er en af de eneste ting, jeg ikke lider af. Alt andet fejler jeg, men ikke det! Hvordan fandt du på det med tidsrejsen? - Jeg havde allerede titlen "Midnight in Paris", og jeg sad og tænkte over et eller andet interessant, der kunne ske ved midnatstid. Jeg tænkte, at det kunne være sjovt, hvis Gil skulle til en fest. Men så kom jeg i tanke om, at det ville være spændende, hvis han trådte ind i en anden tid. I 1920'erne for eksempel. Det ville føre til en masse muligheder for mig i historien. Det er også en film om udveksling af intellektuelle idéer? - 1920'erne er nærmest en ikonisk tid. Især i Paris hvor kunstnere og bohemetyper drak sammen og byttede kærester. Om det var positivt eller negativt for de involverede, ved jeg jo ikke rigtigt noget om, men det er en spændende tid. I "Midnight in Paris" er nostalgi et tema - er du selv nostalgisk orienteret? - Ja. Nostalgi er en fælde. Du risikerer at begynde at tænke over, hvor det dog var godt, da jeg var barn, hvor jeg læste tegneserier, spiste slik og hørte musik, men hvis du begynder at tænke mere grundigt over det, så var en del andre ting rædselsfulde. Jeg hadede for eksempel skolen og kunne ikke vente med at blive voksen, så jeg kunne slippe for den. Men du bliver meget let fanget i nostalgien. Kunne du arbejde i sådan et miljø? - Nej, jeg er meget mere middelklasse. Jeg har behov for at være i mit lille hus i et stille soveværelse. Jeg sidder ikke på caféer og drikker med de intellektuelle. Jeg ser fodbold i fjernsynet og leger med mine børn. Det her billede af, at jeg skulle være intellektuel, er helt og aldeles forkert. Jeg har da læst en vis bunke klassikere, men ikke ret mange. For en anden intellektuel, vil jeg ikke være intellektuel, men jeg kan nok godt bluffe en, der har læst mindre end mig. Hvad er fordelene og ulemperne ved dit stramt opdelte arbejdsår, hvor du skriver, indspiller, klipper og året efter det samme igen? - Der er fordele ved at arbejde på en meget regulær og systematisk vis. Der er formentlig forfattere, der kan arbejde på en desorganiseret facon, og de har det fint med det, men det kan jeg ikke. Jeg står op, laver lidt fysiske øvelser i en trædemølle jeg har, kører børnene i skole og så arbejder jeg. Laver en film, klipper den og øver mig i klarinet. Måske et meget kedeligt liv. Kunne du snart tænke dig at lave en film på "Manhattan" igen? - Jeg har ikke planlagt en film på Manhattan, men jeg ville gerne lave en. I USA er det dog efterhånden blevet svært at skaffe finansiering, fordi pengefolkene skal læse manuskriptet igennem og blander sig i, hvem der skal spille med i filmene. I Europa er det lettere, fordi bankfolkene koncentrerer sig om at være bankfolk, og der er ikke noget studio-system. Jeg laver filmen og andre finansierer den. I USA vil finansfolkene blande sig kreativt, og det kan jeg ikke leve med. Ville du stoppe med at lave film, hvis du ikke havde din uafhængighed? - Hvis ikke jeg havde min uafhængighed, ville jeg bare stoppe med at lave film, Jeg er forkælet gennem et helt liv, fordi jeg har haft final cut og ingen læser mine manuskripter. Hvis det ændrede sig, ville jeg nok skrive til teatret eller skrive en bog. Jeg kan lide at lave film, men også at lave alt muligt andet. Musik er mere en hobby for mig, og jeg er heldig, at folk kommer og ser mine koncerter, fordi de kender mig fra mine film. De kommer og lytter én gang og så aldrig mere, ha ha. Var det ikke lettere at lave film i gamle dage? - Jeg er realistisk. Ingen tid har været god for mig at lave film i. Det er altid svært at rejse pengene, få et publikum og indspille filmene. Det ville være sjovt og let at være musiker og bare spille musik hver aften, og folk elskede det, eller spille baseball. Det er ikke så let at lave film. Hvordan betragter du dine færdige film? - Jeg gør mit bedste, men de fleste gange er der ting, som ikke flasker sig helt som du ville. Du forsøger igen, nogle gange kan folk godt lide filmen - andre gange overhovedet ikke. Hvis du ikke havde kontrol over den kreative proces, ville det netop ikke være en kunstart. Så ville det være en fabrik, hvor du fremstille succeser. Har du nogensinde været tilfreds? - Ja, jeg har lavet mere end 40 film, og nogle af dem har jeg været tilfredse med. "Purple Rose of Cairo", "Match Point" - der følte jeg, at jeg lavede et godt job. Det er ikke mange, men det er da tilfredsstillende. "Annie Hall", siger du? Nej, den er jeg ikke så voldsomt tilfreds med. Du spiller selv med som skuespiller igen i den næste film - har du savnet det? - Jeg kan godt lide at spille skuespil, men altså, du skal barbere dig hver dag, og det er ikke sjovt.