Nok kikke og røre, men ej høre

K-Motorsport viste biler på Kirketorvet

Motorsport 20. april 2003 08:00

HOBRO: De, der havde sat næsen op efter at få en snak med en racerkører eller høre en racermotor larme, fik sig en lang en af slagsen. Men til gengæld var der masser at kigge på, da K-Motorsport påskelørdag havde kørt en DTC-racer på Kirketorvet flankeret af en stor lastbil, indrettet med værksted i underetagen og køkken- og soveafdeling på første sal. Og kiggede man inden for, kunne man hurtigt konstatere, at det ikke er på komfort, de bruger alle pengene og tiden. K-Motorsport har hovedsæde og værksted i Hobro, og har Tom Kristensen som hovedaktionær. Hans far, Carl-Erik Kristensen, har indtil for nylig været teamchef, men han har nu besluttet at gå på efterløn, og teamchef-posten er overtaget af Steen Stærk. Lillebror Jakob Kristensen - også kaldet Bette K - skulle efter planen have kørt i en bil af den slags, som lørdag kunne ses på torvet. Men han mangler de sidste sponsorer, og uden dem går det ikke. Det er nemlig en temmelig dyr sport. Bilen - en Honda Civic Type-R med 265 hestekræfter under motorhjelmen - koster over en million kroner. - Men han er alligevel med, når DTC-sæsonen starter, for han har også en vigtig organisatorisk rolle på holdet, fortæller Nils Finderup, der som freelance-journalist har taget sig af meget pr-arbejde for K-Motorsport. Desuden har han blandt andet skrevet en bog om Tom Kristensen. Men K-Motorsport stiller altså med to biler til denne DTC-sæson, og det bliver et team bestående af den 22-årige Philip Andersen fra Risskov og den 23-årige Martin Jensen fra Albertslund, som 27. april indleder Danish Touringcar Championship-serien for K-Motorsport på Jyllands-Ringen, Det var iøvrigt Martin Jensens bil, som man kunne få lov at kigge godt og grundigt på i Hobro. Det bliver det yngste hold, som deltager i DTC-serien - en serie som også tæller erfarne kørere som Jason Watt, Jan Magnussen, John Nielsen og Kurt Thiim. Philip Andersen og Martin Jensen karakteriseres af Nils Finderup som to af landets største talenter inden for motorsport. Philip Andersen er dobbelt Formel Renault-mester, men han har altså overraskende skiftet over i biler med tag over. Martin Jensen havde fine resultater sidste år,da han var teamkollega med Jason Watt og Jan Magnussen hos Peugeot. Nu har han skiftet til K-Motorsport og skal så kæmpe mod sine tidligere kolleger - første gang på Jyllands-Ringen. Danish Touringcar Championship består af ialt 10 løb - hvoraf de ni tæller til Danmarksmesterskabet. Af de 10 løb køres de otte i Danmark, og de to i Sverige.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...