Nok til et bunkebryllup i Vendsyssel

130 par har lagt billet ind på at vinde bryllup 12. november i Hjørring til en værdi af 135.000 kroner

Thomas Nielsen
Det ligger fast, at brylluppet kommer til at foregå 12. november, og at vielsen skal finde sted i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring. Arkivfoto: Jesper Dall
Hjørring 3. oktober 2016 10:50 - Opdateret 3. oktober 2016 11:07

HJØRRING: Bynke-sæsonen er slut, men måske er det snart sæson for et ordentligt bunkebryllup i Vendsyssel.

I hvert fald har 130 par fra landsdelen søgt om at vinde et bryllup med alt betalt til en samlet værdi af 135.000 kroner.

Konkurrencen blev i sidste måned udskrevet af Vendsyssel Historisk Museum (VHM) i Hjørring, der har allieret sig med en god snes sponsorer, så alle aspekter af bryllupsfesten skulle være dækket ind.

Det ligger fast, at brylluppet kommer til at foregå 12. november, og at vielsen skal finde sted i Sct. Catharinæ Kirke i Hjørring.

- I skal ikke tænke på noget - vi sørger for det hele, lige fra festlokaler, mad, drikke og tøj, til musik, fotografering, ringe og overnatning på resort - samt meget, meget mere, har det lokkende lydt fra VHM.

Udførlige ansøgninger

Kommunikationsmedarbejder Kim Lyng Larsen vurderer, at omkring 15 procent af ansøgningerne er sendt på vegne af andre, mens langt den største del altså har altså søgt selv.

- 130 ansøgninger er ret fint. Det er ikke bare en mail, hvor der står, at man gerne vil giftes - der er skrevet en A4-side eller to, og en del har også sendt billeder med, fortæller han.

Fristen for at søge udløb - næsten på ægte Askepot-maner - ved midnat mellem søndag og mandag.

Museums-medarbejdere skal nu have nærlæst alle ansøgningerne - og de bedste af historierne placeres i en "finale-bunke" for sig. Fra denne bunke trækkes så en tilfældig vinder af en lykkens gudinde, så ansøgerne kan godt krydse fingrene; allerede i denne uge regner man med at kunne præsentere det heldige par.

Det store spørgsmål er så, om de 129 par, der ikke vinder alligevel vil giftes - så bliver der formentlig ret travlt i egnens kirker her sidst på året ...

En af betingelserne for at deltage har været, at det kommende brudepar bor i Vendsyssel, men der følger også andre forpligtigelser med: Man skulle acceptere, at museet kan plukke i ansøgningerne og gengive dele af dem på print og net. Dog i anonymiseret form.

Og vinderen af konkurrencen skal være indstillet på, at VHM i skrift og foto dokumentere både forberedelserne og selve brylluppet.

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...