EMNER

Nokia på rette spor

Nokia 6210 Navigator er en god og billig GPS-mobil

1
Galleri - Tryk og se alle billederne.

* FOTO7 - (Nokia-mobil bagfra) * Kamera. Trods autofokus og 3,2 megapixel er billedkvaliteten kun middelmådig.

Mange mobiltelefoner har indbygget GPS, men ofte er vejviseren smækket på som en halvhjertet eftertanke. Sådan er det ikke med Nokia 6210, der ikke for ingenting hedder “Navigator” til efternavn. Modellen afløser 6110, der af mange betragtes som den hidtil bedste GPS-telefon. Skærmen er vokset til 2,4 tommer, men ellers er formen stort set uændret. Her er tale om en klassisk skydetelefon, hvor nummertastaturet skydes ned under skærmen. Telefonen ligger godt i hånd og lomme (103 x 49 x 15 mm - 117 g), og alle knapper sidder fornuftigt med fin indbyrdes afstand. Menu-knapperne knirker dog en kende, og den knaldhårde bagklap tager toppen af kvalitets-oplevelsen. Den er fin med kompasset Nederst på fronten sidder en lille, kompas-formet knap, som fyrer op under GPS-funktionen - og blinker, når man har hul igennem til satellitterne. Det får man hurtigt, for antennen er usædvanligt fintfølende. Ofte fik vi den endda til at virke inden døre. Det medfølgende hukommelseskort har kort over Skandinavien - dog kun med et halvt års licens. Før du navigerer, skal du vælge, om du er til fods eller i bil. Bag rattet er det et problem, at adresser skal indtastes på sms-maner, og det er svært at overskue kortet på den lille skærm. En løsning kan være at droppe kortvisningen til fordel for enkle retningspile, som er lettere at tyde på afstand. Eller du kan styre efter de talte instrukser, som går klart igennem - også på motorvejen. Den danske kvindestemme har en tantet overklasse-diktion, men det er nok en smagssag. Når du navigerer til fods, er tanten tavs. Det undrer lidt i starten - men er et udmærket valg, fordi man let kan følge med på skærmen - og undgår at vække opsigt med en skræppende kvindestemme. De fleste GPS-apparater er svære at bruge til fods, fordi man bevæger sig langsommere og mindre entydigt. Nokia har afhjulpet dette problem ved at bygge et kompas ind i telefonen. Så når du vender dig om, drejer vejkortet med. Det er en fin nyskabelse, som dog kræver, at man holder mobilen nogenlunde stabilt. Som fodgænger skal man også være opmærksom på, at kortet mangler stier og smutveje. Muligheden for at vise satellitbilleder er heller ikke så god som med Google Earth, som vi bl.a. kender fra iPhone. Som musik-afspiller kan 6210 heller ikke måle sig med iPhone. Her er ingen særlige knapper til afspilningen. Og selv om lydkvaliteten fra det medfølgende hovedsæt ikke er så ringe endda, er det ærgerligt, at man ikke umiddelbart kan tilkoble sine egne hovedtelefoner. Til gengæld er det fint, at lageret kan udvides med MicroSD-kort (1 GB medfølger), der monteres bag en klap på siden. Det fleksible lager er også en gevinst for kameraet. Men trods autofokus og en hæderlig opløsning på 3 megapixel, er billedkvaliteten i bedste fald middelmådig - med blege farver og udviskede bevægelser. Fotolyset er ikke nær så effektivt som en rigtig blitz, og linsen sidder helt ubeskyttet på bagsiden. I en skydemobil er det ellers oplagt at placere linsen bag skærmen, hvor den er godt sikret, når mobilen er lukket. Videooptagelserne har usædvanlig høj opløsning (640 x 480), men i det store og hele er kameraet en skuffelse. Foto-delen er også sløv i optrækket - i grel modsætning til resten af telefonen. Menuerne reagerer nemlig lynhurtigt, og skærmbilledet skifter tjept mellem vandret og lodret, når du roterer mobilen. I det hele taget er 6210 væsentligt kvikkere i optrækket end mange dyrere Nokia-mobiler. Menuerne vil være kendt af rigtig mange danskere (Serie 60), så man finder hurtigt frem til de ønskede værktøjer. For eksempel de fleksible mail- og kalender-værktøjer, Quick Office og en række sjove spil. Fordi styresystemet er Symbian, kan du let hente ekstra programmer ned fra nettet. Det går hurtigt, for mobilen understøtter både 3G (HSDPA) og EDGE. Til gengæld vil nogle nok savne trådløst netværk. Batteriets levetid afhænger som altid af, hvor meget du bruger forbindelserne. Vores var til opladning hver anden dag, hvilket er helt okay for en 3G-telefon. Men hvis du bruger GPS-funktionen, kan du tømme batteriet på få timer. Sådan er det også med almindelige GPS-vejvisere, men problemet er større i en mobiltelefon, der jo ikke altid har et cigarstik at falde tilbage på. Faktisk burde Nokia vedlægge et cigarkabel (som de gør med N96), og en sugekopholder havde heller ikke været af vejen. På den anden side ville disse ting forhøje prisen, som faktisk er en af mobilens store fortrin. For to af de store sedler får du her en kvik og letbetjent mobil, der samtidig leverer en af de bedste GPS-løsninger, vi endnu har set i en telefon.