EMNER

Nokia præsenterer kameratelefon på 41 megapixel

Den finske mobilproducent forsøger sig med en supermodel af en mobiltelefon

Nokia-fans kan glæde sig til torsdag, hvor en spritny smartphone bliver præsenteret af Nokia. Akivfoto: Michael Bygballe

Nokia-fans kan glæde sig til torsdag, hvor en spritny smartphone bliver præsenteret af Nokia. Akivfoto: Michael Bygballe

HELSINKI:Finske Nokia præsenterer torsdag en længe ventet telefonnyhed.

Ifølge foreløbige oplysninger drejer det sig om en model med et kamera på 41 megapixel og en hukommelse på to gigabyte. Den får betegnelsen Lumia 1020.

Et sådant kamera har været ventet inden for Lumia-serien siden Nokia i februar sidste år præsenterede kameraet i den Symbian-baserede telefonmodel 808 Pureview. Tilsvarende modeller fra Apple og Samsung har kameraer på otte og 12 megapixel.

Usikre salgsprognoser

Nu regner man med, at salget vil komme hurtigt i gang. Telefonkameraet forventes til salg på det amerikanske marked allerede i denne måned. I Nokias hjemland, Finland, og i resten af Europa vil ventetiden nok blive lidt længere.

Det store spørgsmål er, om den ny model vil give Nokia en større andel af smartphone-markedet, hvor den tidligere finske mobilgigant hidtil ikke har gjort sig specielt bemærket. Den ny model helt sikkert gøre Nokia synlig, men salgsprognoserne er mere usikre.

Problemer med manglende apps

Aktuelt sælges der flest billige smartphones. Lavkonjunkturen får forbrugerne til at lede efter billigere alternativer, og mange slår sig til tåls med deres gamle telefon. På det seneste er der kommet oplysninger om, at både Samsung og Apple har sænket deres salgsprognoser.

Nokia og de øvrige Windows-baserede telefoner har fortsat et problem med et begrænset udvalg af apps. Ganske vist kommer der hele tiden nye apps til styresystemet, men de nye programmer bliver stadig først udgivet til Apples iPhone og til Android-telefoner.

Nokias salgstal for den seneste tid vil fremgå, når selskabet torsdag i næste uge fremlægger regnskabet for andet kvartal.

Spekulationer om salg

I forbindelse med det seneste kvartalsregnskab forsikrede administrerende direktør Stephen Elop, at Lumia-salget stiger hurtigere end tidligere.

Hvis den prognose skal bekræftes, så skal salget i andet kvartal være på mindst 7,1 millioner enheder.

Samtidig er der spekulationer om, at Nokia sælger telefonfremstillingen, og kinesiske Huawei og samarbejdspartneren Microsoft har været præsenteret som eventuelle købere.

/ritzau/FNB

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.