EMNER

Nokia slår igen

N8 imponerer især med en god pris og et glimrende kamera

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Designet er lidt kedeligt, men på typisk Nokia-maner fås N8 i flere festlige farver.

Nokia er verdens største producent af mobiltelefoner. Det finske firma har opfundet hele den kategori af avancerede mobiltelefoner, der på nudansk omtales som "smartphones". Så hvorfor løber iPhone og Android med al opmærksomheden? Sagen er, at Nokia i årevis har haft svært ved at matche de nye konkurrenter. Vi har set alt for mange sløve og klodsede murstens-mobiler - tungt læsset med det gammeldags Symbian-styresystem. Men nu skal det være slut. N8 er den nye supermobil, der skal bringe Nokia tilbage i kampen. Så jeg var mere end almindelig spændt, da jeg fiskede simkortet ud af min iPhone - og proppede det i Nokias nye flagskib. Fine forbindelser Telefonen fylder og vejer omtrent som iPhone, men formen er mindre helstøbt - med flere knapper og flapper på kanten. På toppen, ved siden af udtaget til hovedtelefoner, sidder et HDMI-stik, så du kan koble mobilen direkte til en fladskærm. På højre kant, under vippeknappen til lydstyrken, sidder en skydeknap til skærmlåsen og en udløser til kameraet. Helt usædvanligt kan man koble en USB-nøgle eller harddisk direkte til mobilen via en medfølgende adapter. Venstre side har også sprækker til ekstra hukommelse. Og mere overraskende: SIM-kortet, der monteres her, fordi N8 ikke har nogen bagklap. Batteriet er fast indbygget, så en enkelt unode har Nokia arvet fra Apple. Men ellers afslører turen rundt om mobilen en imponerende palet af forbindelser. God til tekst Samlekvaliteten er solid, og kombinationen af glas og metal understreger det gedigne indtryk. Den smalle 3,5-tommer skærm er klar og finkornet. Og modsat en del ældre Nokia-modeller reagerer den på mindste berøring. Skærmtastaturet er rart at bruge, uanset om man "skriver med tal" på gammeldags maner eller bruger det komplette bogstavtastatur i vandret format. Så til sms og e-mail er N8 i sit es. Det kniber mere med hjemmesider. Mobilen har alt i trådløse forbindelser, men weblæseren virker sløv og udnytter ikke den lille skærm særlig effektivt. Det er især irriterende, at teksten ikke ombrydes, som vi kender det fra Android. N8 bruger en stærkt moderniseret udgave af Symbian. Med et fingerstrejf veksler du mellem tre skriveborde, der frit kan dækkes op med Facebook, mail, musik, nyheder - eller hvad du nu bruger mest. De inkonsistente betjeningsdetaljer, der plager ældre Symbian-mobiler, er luget effektivt ud. Det meste fungerer, som man forventer, og her er mange små genveje, man bliver glad for i det daglige. Superkamera Kameraet byder på rigtig flot HD-video (720p) - og aldeles fremragende billeder. Faktisk er N8 et stærkt bud på markedets bedste kameramobil. Hemmeligheden er en stor billedsensor med 12 megapixel, autofokus og Zeiss-optik. Samt ikke mindst en ægte blitz, som klart overstråler konkurrenternes forkølede LED-lamper. Også som musikmobil gør N8 det glimrende. Betjeningen, når man bladrer gennem musikken, står ikke tilbage for Apple. Og ud over mp3-afspilleren får du en fin RDS-radio. Du kan endda bruge mobilen som en (meget) lokal radiostation, der sender musikken til f.eks. bilradioen via FM-båndet. Nokia er tilbage I bilen får du også glæde af Nokias gratis navigationsprogram. Kortene kan lagres i mobilen, så du ikke skal belaste dataforbindelsen, mens du er på farten. Batteriet er også bedre end vanligt. Hvis man holder igen med GPS'en, rækker det ofte med en opladning hver anden dag. Nokias "Ovi-butik" har langt færre programmer på hylderne end iPhone og Android. Men stadig flere programmer findes til alle tre platforme. Selv om Symbian har fået en tiltrængt makeover, er brugeroplevelsen stadig ikke så "sexet" som på iPhone og de bedste Android-modeller. Men modsat en del eksotiske smartphones er N8 fremragende til de helt basale telefonopgaver som samtaler og sms. Ingen antenneproblemer her! N8 er en solid og sympatisk kombination af gamle dyder og nye muligheder. Uden tvivl den mest komplette Nokia-telefon nogensinde. Læg hertil en ganske fair pris, som gør telefonen interessant for alle de fornuftsvæsener, der nægter at betale op mod 5000 kroner for en mobiltelefon.