Overenskomster

Noma-kokke får ingen løn

KØBENHAVN:Hver aften tryller de for madelskere, der kommer fra hele verden for at smage den eksklusive mad fra restaurant Noma. Men mange af de kokke, der tilbereder maden på verdens bedste restaurant, Noma i København, får ingen løn for deres arbejde. De arbejder nemlig som voluntører, fortæller restaurantens direktør Peter Kreiner til TV2.dk. - Vi har nogle voluntører. Det svarer til, at jeg under en uges ferie tager ned og sidder på et kontor på en anden stjernerestaurant for at få erfaring. Det svarer til en slags studieophold, forklarer Peter Kreiner. Og det er ikke noget særtilfælde, at kokke arbejder gratis på verdens bedste restauranter, enten for at få foden indenfor på de bedste steder, eller for at få toprestauranten på CV'et. - Det er meget normalt, at unge kokke arbejder gratis på toprestauranterne. Det er på den måde, alle de dygtige kokke kommer frem i verden. De tager ud i verden og opsøger de restauranter og kokke, som de ser op til, og hvor de ved, de kan lære helt vildt meget, siger TV 2s madekspert Svend Rasmussen om fænomenet. Om end det er et kendt fænomen at Noma og andre toprestauranter bruger gratis arbejdskraft, er der dybe panderynker hos kokkenes fagforbund 3F, der peger på, at det ikke er i overensstemmelse med danske arbejdsforhold. - Det selvfølgelig uanstændigt, at man har folk til at gå og arbejde gratis. Det ligner ikke noget, siger Preben Rasmussen. Han mener desuden, at det er unfair konkurrence overfor de mange restauranter i København, der betaler løn og pension til alle medarbejdere.