Nonnesang i flere kirker

Nonnekor vil synge i flere kirker og medvirke i flere middelalderdage.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Rikke Kursch bistår med indøvningen af nonnernes program.

Syngende nonner vil kunne opleves flere steder i Jylland i den kommende tid. Det er nonnerne fra Middelalderdagene i Voergaard, Voer Cantat, der i år drager ud på opdagelse. - Vi vil gerne opleve noget af verden, bemærker Helene Borup med et smil. Vi befinder os i 1533, hvor Børglum-bispen Stygge Krumpen huserede på Børglum, men også tog turen til sommerresidensen Voergaard Slot, hvor han nød tiden med sin vedsoverske Elsebeth Gyldenstjerne. Det var en meget urolig tid i 1533. Der snakkes meget om en ketter i Tyskland, men ingen vidste, hvad der var på færde. Upopulært at være nonne Det var ikke populært at være nonner. Hverken bønderne eller adelen brød sig om nonnerne. På Voergaard vil der være munke, der går i forvejen, for at bane vejen for nonnerne, der risikerer at blive råbt ukvemsord efter. Sådan var situationen i 1533. I 1933 kom nonnerne fra Hundslund Kloster (nu Dronninglund Slot), der var tilholdssted for Benediktiner Ordenen. Det var også Børglum Kloster. - Det er lidt sjovt, at vi i år skal synge tre af de steder, hvor benediktiner-nonnerne har færdedes, siger Helene Borup. De 14 piger, der trækker i nonnedragter, får en travl sommer. De skal synge flere steder. - Det begyndte for seks år siden, fortæller Anna Catrine Christensen, tidligere Hjallerup, nu Nørresundby. - Dengang var vi kun en håndfuld nonner. Daglig healer Anna Catrine Christensen syntes det var sjovt at gå rundt på Voergaard. Hun kalder det en slags rollespilsaktivitet. - Alle går meget op i rollerne. - Et år kom en ældre dame, og ønskede, at min kollega skulle lægge hånd på hende. Det gjorde kollegaen, og den ældre dame følte sig mere frisk. Det skal siges, at min kollega i det daglige er healer. Men det siger noget om, hvordan vi opfattes, og hvordan vi lever os ind i nonne-rollerne, siger Anne Catrine Christensen. Hun har udvalgt sange, der blev sunget omkring 1533. Kirken var dengang katolsk i Danmark, og reformationen kom først senere, hvor præsterne gik fra at prædike på latin til dansk. - Vi var på landet, så reformationen slår ikke igennem fra én dag til en anden, fortæller Rikke Kursch. Savner kaffen Nogle af noderne er skrevet med gotiske bogstaver, så det skal nonnerne også lære at læse. De fleste nonnedragter er håndsyede. - Vi må selvfølgelig ikke bære smykker, armbåndsure med mere. Og mobiltelefoner er selvfølgelig bandlyst. - Man kommer til at savne kaffe. Men heldigvis er der "Fremtiden", vi kan gå ind i og få en kop kaffe. Kaffe fandtes jo ikke i 1533, bemærker Henriette Borup. Det er fjerde år, Rikke Kursch er leder af nonnekoret. - Det er en noget anderledes opgave, siger hun. Er glade for sang De piger/kvinder, der har valgt at optræde som nonner, har valgt denne rolle, fordi de er glade for sang. - Det er lidt spændende at være i rollen som nonne, siger Henriette Borup fra Dronninglund, der har været med i flere år. Programmet for nonnernes sang er: 28. juni Dronninglund Kirke. 16. juli i Voer Kirke, Middelalderdage på Voergaard Slot 16.-24. juli, 7. august Børglum Kloster, Middelalderdage i Horsens 26.-27. august samt Vor Frue Kirke i Aalborg 2. september. Det er sognepræst Niels Clemmensen fra Børglum, der medvirker i Børglum og på Voergaard.