Norby måtte kæmpe for sejren

Musik 27. februar 2003 07:00

KONCERT Cæcilie Norby Måske spillede Cæcilie Norby og hendes band egentlig ikke bedre end til fire stjerner, men de kæmpede så flot mod problemer med lyden, at de får den femte med. Koncerten i Colosseum i Frederikshavn var den første på sangerindens danmarksturne, og den lovede godt. Cæcilie Norbys seneste plade "First Conversation" kom ud sidste år, og det var med udgangspunkt i den, at koncerten var bygget op. Den 37-årige sangerinde har været på shoppingtur i et fantastisk sangkatalog og stykket nogle numre sammen selv. Koncerten var derfor en blanding af coverversioner af blandt andre Joni Mitchells og Leonard Cohens sange og enkelte hjemmelavede. På scenen blev den 37-årige sangerinde bakket op af sin mand, den svenske bassist Lars Danielsson, med hvem hun har produceret pladen, pianisten Carsten Dahl og trommeslageren Morten Lund. Men selv disse tre særdeles kompetente musikere kunne ikke forhindre, at koncerten kom skidt fra start. Gennem de første fire numre var der jævnligt så høje skrat og smæld i højtalerne, at selv musikerne blev forskrækkede. Det tog bandet imidlertid i stiv arm. - Vi kan lige så godt være åbne og sige at vores lyd er helt i ged, indrømmede Cæcilie Norby. Hun kunne dog trøste sig med, at publikum var meget forstående. På trods af skrat var specielt det andet nummer, "Both sides Now" af Joni Mitchell, virkelig vellykket. Bassisten Lars Danielsson indledte med en fantastisk, sprød bas-solo. Derefter faldt Cæcilie Norby smukt ind i stemningen med sin dybe, klare stemme. Det er imponerende, hvor meget hun kan variere sin sang. Hun kan lyde som den yndigste, lyshårede, lille pige over det vampede, småhvislende til den svedigste gospelmama. Hun er i det hele taget en oplevelse på scenen. Indfølende og urokkelig selvsikker. Da mikrofonen igen gik i stykker, smed hun den bare på gulvet. Stillede sig ud på kanten af scenen og sang videre uden mikrofon. Næsten uanfægtet. Helt professionelt. Man kan ikke fremhæve en musiker frem for en anden i dette band. De spiller alt lige i professionelt, men trommeslageren Morten Lind er altså et stort underholdningsmoment. Efter koncerten var der stort set ikke et sted på trommesættet, han ikke havde ramt, eller en kropsdel, han ikke havde trommet med. Han trommer med håndfladerne i bedste bongostil, med neglene på bækkenerne - selv albuen kom i brug. Helt vildt var nummeret African Plan. Starten lød som en tur i Givskud Dyrepark, med en afrikansk guide, der får besøg af en hval. De fire musikere grynter, trommer på alt og stepper rundt på scenen. Det er ikke lige hvad man typisk forbinder med jazz, men det bliver gennemført med stor energi og humor. Nummeret ebber ud med, at trommeslageren sidder og basker med armene. En detalje publikum belønner med aftenens største grin. Ulrik Andersenulrik.andersen@nordjyske.dk Cæcilie Norby, Colosseum i Frederikshavn, tirsdag aften. Hun spiller igen på Skråen i Aalborg 6. marts kl. 20.00

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...