Nord eller syd satte gang i den folkelige debat

Naturvidenskab 30. december 2004 05:00

LØKKEN-VRÅ: Kommunesammenlægning og folkeafstemning - eller mangel på samme - kom i 2004 til at fylde i den lokale debat. Nu vil nogen måske spørge sig selv og naboen, om de fleste er de klogeste eller bare de fleste. Og hvem er de egentlig, de fleste - er det flertallet i kommunalbestyrelsen, der trods alt er demokratisk valgt af borgerne. Eller er det befolkningen, der repræsenterer - nåh ja, befolkningen. Under alle omstændigheder gav ægteskabsplanerne med naboerne mod syd anledning til et mindre folkeligt oprør - stærkest var kravet om folkeafstemning i den nordlige del af kommune. Og herfra udsprang Demokratigruppen, der siden nedlagde sig selv. Et flertal i kommunalbestyrelsen holdt ihærdigt fast i, at et fornuftsægteskab måtte indgåes med Brønderslev og Pandrup. Men da borgerne i Pandrup i en meningsmåling gav Brønderslev og Løkken-Vrå kommuner en kurv, valgte byrådet i Pandrup nye partnere. Og Løkken-Vrå Kommune blev hermed forlovet med Sindal, Hjørring og Hirtshals. Kravet om folkeafstemning forstummede. Og hvem var så de klogeste. Hvedebrødsdagene er overstået. Og forhandlingerne er i fuld gang. Blandt andet er der for nuværende ikke fundet et nyt navn til den nye storkommune. Om dette stridspunkt ender med folkeafstemning er uvist. I Vrå oplevede man både sorger og glæder i 2004. En sorgens dag var det, da meldingen i februar lød, at byens store arbejdsplads Arovit skulle lukke. Ikke fordi der var noget galt med indtjeningen. Men hverken et markant overskud eller dygtige medarbejdere var nok til at sikre den største industriarbejdsplads i Vrå. De 111 ansatte fik besked om, at de var fyret. Produktionen skulle flyttes til Esbjerg og Østrig. Og som den viceadministrerende direktør Henrik Weirauch sagde, så er profit vigtigere end nordjyske job. Han beklagede, at gode, loyale medarbejdere skulle miste deres job som en konsekvens af strukturtilpasninger. Beskeden blev af medarbejderne modtaget med stor overraskelse og vrede. Således rasede tillidsmanden over, at det ikke tæller noget for Arovit Petfood, at medarbejderne har skabt en tredjedel af det samlede overskud på koncernens syv anlæg i Europa - selvom den nordjyske fabrik kun står for 10 procent af omsætningen. Grund til glæde og optimisme var der dog også, idet den halvandet år gamle virksomhed Fynbo Foods kunne udvide produktionen og tog ny lokaler i brug. I Løkken nåede debatten om byens sommergæster nye højder. Lokale kræfter slog bremserne i. For nok må man more sig i kystbyen - men der der skal være måde med morskaben. Og i særdeleshed med markedføringen af samme. Og sindene hos den del af borgerne, der ønsker ro i Løkkens midtby blev da heller ikke formildet, da endnu et påhit fra party-magerne blev kastet ind i debatten. Nemlig Fucking fed homoferie. Tanken om spetakulære bøsseparader gennem byen huede langt fra alle. Og derfor åndede modstanderne diskret men dog lettede op, da det viste sig, at kun én eneste havde tilmeldt sig løjerne. Om lokalbefolkningen i Løkken havde en fed ferie 2004 afhænger af ørerne der hører og munden, der taler. Men enighed var der dog også at spore ved kysten. Således var der enighed om, at vejret i sommeren 2004 var et rigtigt l......vejr Løkken nåede også at markere sig på anden vis i 2004. Således blev byens bunkerost fra Ingstrup Mejeri lanceret. Faresignalstationen blev genindviet under stor fest, og den gamle kanon blev med megen møje ført gennem sandet op til stationen. Nævnes skal da også, at byen fik en smuk, gennemtænkt solhvervssøjle ved vandtårnet.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...