Nord for storbyen

På breddegrader nordligere end Limfjorden ligger Vodskov, Vestbjerg og Vadum. Bag mure, glasfacader og hække lever mennesker, der har deres at se til i hverdagen.

AALBORG:I grunden er det en trist historie. Alligevel forlader jeg Vodskov Kirke styrket i troen på, at der findes noget større og mere meningsfyldt i livet end det blot at konsumere og passe sit arbejde. Faktisk begyndte det hele med et besøg på det renskurede toilet nær kapellet denne smukke maj-morgen, hvor det ville være en synd at tisse på mælkebøtterne, der troner i hver en grøftekant og hver en mark. Alt på kirkegården åndede fred og ro på den her måde, som kun findes blandt levende og døde uden hastværk. Dannebrog var på halv stang – som den slags jo ofte er sådanne steder. Bak hækken arbejdede 77-årige Inger med rolige bevægelser i sin lyse sommerjakke. Ole, på samme alder, havde mere fart i jagten på et par grønne vandkander Ægteparret Christensen, der gennem 25 år gjorde Langholt Hotel til noget særligt, havde for længst pakket kurven og kaffen til pinsedagene oppe i sommerhuset i Saltum. - Det er en sjælden dag i dag. Jeg er vågnet uden at være ked af det. Savnet sidder dybt i mig, betror Inger, der har mistet to livsglade døtre og en ditto svigerdatter indenfor en kortere årrække. Sygdom åd dem alle op. - Her i pinsen skal familien være sammen, men vi mangler tre friske og dejlige piger, som vi alle savner, siger Inger med smerte i stemmen og beretter detaljeret om konfirmationen af det barnebarn, som den ene af døtrene netop nåede at overvære, inden hun blev kørt tilbage til sit hospice for at ånde ud. - Du kan da ikke blive ved med at fortælle den historie - og så til en fremmed mand, mener Ole, som med stadig stigende uro i kroppen ikke gør noget forsøg på at skjule, at han gerne er fri for al snakken og hellere vil op til sommerhuset, nær det sted på havet hvor en af døtrene fik sin aske spredt ud. - Det var det hun helst ville, men han forsøger at skubbe det hele væk. Smerten er for stor, bemærker hustruen med stor ømhed og kærlighed i det blik, der følger den mand, hun har delt glæder og sorger med gennem hele livet. - Jeg spurgte præsten, om det er fordi vi går for lidt i kirke. Han svarede mig, at de, der kommer i kirken, også dør, erindrer Inger og fortæller, at tomheden er det værste. Efter tomrummet hilser hun på Leif, der nusser rundt mellem gravstederne. Det er ham, der står fadder til mindelunden for de åndssvage fra Hammer Bakker omme på nord siden af kirkerummet, bemærker hun Desuden bor han ovre i Vestbjerg, tilføjer han selv. - Der hvor de rige inde fra Aalborg flytter til, griner han så og beretter om en soveby uden butikker og noget videre liv mellem otte morgen og sytten eftermiddag. Sammen fortæller Inger og Leif varme historier om beboerne fra de smukke bygninger i den smukke skov kun få hundrede meter fra kirketårnet. Om højlydte sangstunder i kirken, de tilfældige livgivende møder på gaden og om én glad dreng, der på egen hånd turede rundt inde i Jomfru Ane Gade med stor appetit på livet. Der går således en rum tid, inden Ole får sin Inger ført over til køretøjet på brostenene foran rødstensvillaen i nabolaget. Til gengæld ligner hun en kvinde i næsten godt humør, da hun stiger ind i bilen og ægteparret triller mod sommerhuset. Det er Kim også. I godt humør altså. Den forholdsvis unge mand kommer friskt vandrende med kasket, hvid arbejdshandske på højre hånd og blomster i favnen nær Bodil Hjorths Vej og skiltene med aflastningstilbud, behandlingstilbud, dagtilbud, amts specialer, gartnerier og værksteder. Kim er et lyslevende eksempel på, at ikke alle beboerne i Hammer Bakker er udfaset til egne bosteder og spredt for alle vinde. - Her er godt at være, fastslår Kim uden betænkningstid og med verdens største smil på læben. Og så har han ellers ikke tid til at tale mere. Det er næppe samme tidspres skolebørnene i shorts, der løber på kryds og tværs i området, eller pædagogerne, der er sendt udenfor for at smøge den, lever under tænker jeg og triller ud forbi den væltede skov, som Inger fortalte om, inden hun lod døtrene ligge i fred for denne dag. Fred er der også i Vestbjerg. Bortset fra dagplejeren, eller moderen med den store småbørnsflok, på Tinesvej sker her tilsyneladende ikke en dyt. For det menneskelige øje ligner det total stilstand – nøjagtigt som Leif lovede det på kirkegården henne i Vodskov. Kendsgerningen er jo også den, at Vestebjerg er savet over af hovedvej 190. På den vestlige side, lidt længere henne end Super Spar og cykelhjørnet, ligger bageren – eller rettere lå bageren. Men Lene har for kort tid siden smækket et skilt i vinduet, hvor hun takker de trofaste kunder, revser bageren i Øster Brønderslev og anbefaler Kvicklys brødafdeling. Om festkagen på bordet hos Inge Sørensen i andelsselskabet på Vestbjerggårdvej er bagt der, er uklart. Værtinden, med de 46 år i Vodskov og nu 12 år i Vestbjerg på bagen – plus det løse, holder fødselsdag og gæsterne sidder klar, parat til start inde i stuen, mens hun lader hendes store sy-projekt fra Færøerne, af sønnen kopieret fra en side i egnens avis, forevige ude i entréen. Inge rykkede til Vestbjerg, da hendes mand døde og hoften skred. Hun havde brug for en bolig, som ikke fandtes i byen længere mod vest. - Derfor, og kun derfor, Vestbjerg, siger hun og smiler mildt og venligt, mens hun retter på trøjen og netter håret. På vejen mod Vadum ligger industriområdet med maskinstationen, lageret med Polar Is og bjergene af knuste flasker bag hegnet inde hos Uniscrap. Her er der liv. I den gule minitruck, der farer rundt på pladsen som en bi i en sodavandsflaske, sidder Ole med svenskerhåret. Han både ryger og manøvrerer pallerne med behændighed. - Du skal have fat i bossen, råber truckføren ud gennem det åbne vindue og peger mod en mand iført mobiltelefon nede ved et glasbjerg. - Hvad laver du her med det kamera, indleder afdelingsleder Jørn Skytte en kende bøsig, da den trådløse forbindelse er afbrudt. Derefter har han god tid til at fortælle om genbrugsfilialen, der gør i glas. - Vi har jo konkurrenter, så vi kan jo ikke have folk rendende her uden at vi ved, hvem de er, forklarer Skytte endnu engang, da han stikker visitkortet ud og tilbyder den store "rundtur". Og måske burde man takke ja, da det muligvis er den største attraktion her i byen på en dag, hvor der endnu er adskillige døgn til bingoet på Vestbjerg Marked. Et par rundkørsler borte ligger Vadum Kirke. På bagklappen af en rød Ascona sidder kammeraterne Arne og Erling. De peger mod Vendsyssel Værket og taler om en by, der kom til i kraft af en flyveplads. De taler også om købmænd, brugsforening, bager, smed, cykelmager og et mejeri. - Vadum var en rig kommune inden sammenlægningen med Aalborg. Heldigvis havde vi fået en sportshal inden, for ellers havde vi nok ikke fået den, mener mændene, som sikkert fortsat gættede på antallet af indbyggere i Vadum, da jeg listede ind af Vadum Kirkevej og trillede efter damen i den rustne Ford for at besigtige forholdene i bygaden, hvor Spar Nord, Spar-købmand, Polar Is, Pizzagrillen, Nørresundby-banken, frisøren, blomsterbiksen og tro det eller ej endnu en Guldbager toner frem. Det synes mere uklart, hvor byens kro gemmer sig. Og måske er den lukket ned efter "balladen" for en tid siden, da en tilfældig skriverkarl, som jeg selv, trak gennem landsbyen og stemplede mødestedet omme på Nervøsvej som en lastens hule i stærk forfald, hvor de lokale sneg sig ind bag den afskallede facade og placerede sig med øl i hænderne blandt andre skumle personager. Men det er ikke tilfældet, at kroen er gået ned, selvom velkomsten ikke ligefrem er hjertelig, da jeg præsenteres for værtinden, der sidder omgivet af stamkunder i bar og bag spillebord. Margit er da heller ikke sen til at anbefale en ostemad på kroen ovre i nabokommunen eller henne i sportshallen, men hun tøer efterhånden noget op og finder den famøse artikel frem, der ifølge hendes beregninger, kostede tusinder i driften. - En avis har meget større magt, end I aner, bemærker flymekanikeren med hånden i gips. Han står med en smøg og er blevet snakkesaglig efter rundturen i den nyrenoverede og i svær grad velholdte kro sammen med krofatter, Arne, der i det civile liv også er hårdtarbejdende murersvend. - De 600 arbejdspladser ude på flyvestationen betyder ikke det store her længere. Byen kan klare sig uden os, forudser manden med gipshånden og taler så om Starfightere, F-16 og de Hercules-maskiner, der kommer til. Selv skal han snart flytte fra dyr, gård og måske sågar kone, hvis han takker ja og følger jobbet. Alle i og nær baren taler derefter om ferieture, Cuba-Castro`s luksusliv, pool-bordene inde ved siden af, der trækker de unge fra byen til, journalister, der ikke passer deres arbejde, et velholdt køkken hvor man ikke engang må smøre sig en ostemad på lovlig vis samt fremtiden i en lille by. Man kunne sådan set sagtens slå tiden ihjel her for en stund, lade tiden stå stille og drikke pinsen ind. - Og få lov til at passe baren indimellem, forsikrer Arne, der generøst byder på mere øl, inden han går med udenfor i solen og vinker til en afsked noget mere hjertelig end velkomsten.