Udland

Nord- og Sydkorea forhandler om fælles industrizone

Både Nord- og Sydkorea siger, at de ønsker at genåbne industrizonen, Kaesong.

Nord- og Sydkorea forhandler om fælles industrizone

Nord- og Sydkorea er for en sjælden gangs skyld i dialog. Denne gang om at genåbne landenes fælles industrizone, der bliver set som det eneste tilbageværende tegn på forsoning mellem Koreakrigens stridende parter.

Tekniske problemer forsinkede samtalerne i byen Panmunjom, der ligger i den demilitariserede zone på grænsen mellem de to lande, næsten to timer, da telefonlinjer til Sydkorea skulle repareres, lyder det fra det sydkoreanske genforeningsministerium.

Både Nord- og Sydkorea siger, at de ønsker at genåbne industrizonen, Kaesong. Landene bebrejder dog hinanden for zonens lukning.

Nordkorea siger, at militære spændinger og Sydkoreas fjendtlighed var årsag til, at landet tilbagetrak 53.000 nordkoreanske arbejdere fra zonens 123 Seoul-ejede virksomheder.

Sydkorea forventes at kræve en skriftlig garanti for, at en lignende situation ikke opstår igen. Det krav bliver dog svært at sluge i Pyongyang, der på den måde kommer til at tage fuldt ansvar for lukningen.

Den militære krise mellem de to lande udviklede sig, da Nordkorea i februar gennemførte en atomprøvesprængning og blev underlagt nye sanktioner fra FN.

Sydkoreanske virksomheder har investeret i Kaesong, og regimet i Nordkorea stiller med billig arbejdskraft, der sikrer hårdt tiltrængt fremmed valuta til det stalinistiske regime.

/ritzau/AFP

Kommentarer


Anmeld kommentaren

Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.

Anmeld kommentaren

Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.