EMNER

Nordea flytter fra Budolfihus

Storbanken samler afdelingerne i Aalborg, Nørresundby og Svenstrup i Prinsensgade.

2
Galleri - Tryk og se alle billederne. Galleri - Tryk og se alle billederne.

Efter 50 år som genbo til Budolfi Kirke er det slut. Om godt et år er Nordea ude af Budolfihus.

Nordea flytter sit nordjyske hovedsæde og Aalborgfilial fra Budfilhus i Algade. Nu er der sat omtrentlig dato på, hvornår storbanken flytter til Prinsensgade. Det kommer til at ske i løbet af første kvartal næste år. Banken flytter ind på de nederste tre etager i Prinsensgade 15, hvor der i dag er fitness-center. De øverste to etager bebos af fødevare-handelsvirksomheden Nowaco, der sammen med entreprenørfirmaet A. Enggaard ejer hele komplekset Prinsensgade 13-15. I nummer 13 har Danske Banks nordjyske finanscenter til huse. Nordea får i alt 117 medarbejdere på den nye adresse. De er i dag fordelt på tre arbejdssteder, idet banken allerede her i foråret slår filialerne i Nørresundby og Svenstrup sammen med filialen i Algade. Ifølge Torben Simonsen, områdedirektør for Nordea i Nordjylland, er der flere grunde til, at banken har valgt at flytte fra Budolfihus efter 50 år som genbo til Budolfi kirke. - For det første ville en ombygning af Budolfihus være nødvendig for at gøre banken tidssvarende. Den ville tage to år, og i den tid skulle vi flytte frem og tilbage på 110 medarbejdere. Nu kan vi trække stikket ud en fredag og tænde igen om mandagen. - For det andet - og det er nok så vigtigt - er der simpelthen for lidt plads i Budolfihus. Her har vi i dag 2600 kvadratmeter og kan maksimalt få 3000 kvadratmeter. I Prinsensgade får vi 3700 kvadratmeter, siger Torben Simonsen. - For det tredje bliver det gratis og nemmere for vores kunder at parkere i Prinsensgade. I dag er det både dyrt og besværligt at finde en p-plads. Det spiller faktisk en stor rolle, eftersom langt de fleste kunder kommer i bil i forbindelse med rådgivningsmøder, forklarer områdedirektøren. - Vi har nøje overvejet, hvordan vores kunder i Nørresundby og Svenstrup vil reagere på sammenlægningen. Vi tror faktisk ikke, det bliver noget problem, eftersom medarbejderne flytter med, og kassefunktionen allerede er afskaffet i begge filialer, siger Torben Simonsen. Nordea har godt 20.000 kunder i Aalborg-området efter en vækst på 25 procent de seneste tre år. Nordea traf for en lille halv snes år siden den strategiske beslutning at sælge de fleste af sine bygninger i Danmark og blive boende som lejer på 10 års kontrakter. Bankens lejekontrakter i Budolfihus, Nørresundby og Svenstrup udløber 1. juli 2013. Budolfihus ejes i dag af pensionskassen PKA og administreres af Dan Ejendomme. Hvad der skal ske med den præmierede, flise-beklædte bygning efter Nordeas fraflytning er ikke afgjort.