Lokalpolitik

Norden for lov og ret?

DEBAT

"Vi har lært af denne sag". Sådan siger borgmester Arne Boelt (NORDJYSKE 27.1. 2012), efter en flertalsbeslutning i byrådet 25. januar om at give en lånegaranti på godt 53 mio. kroner til to højhuse ved Folkeparken i Hjørring. Sagen er, så vidt man forstår, at byrådet i 2010 allerede havde godkendt byggeriet og indirekte en garantistillelse på 30 procent af kreditforeningslånet. Nu er lånevilkårene strammet. Derfor er projektet afhængigt af en kommunegaranti på omkring det dobbelte - 53 mio. kr. Garantien blev givet ved hjælp af Venstre, Konservative, Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Lokallisten og SF stemte imod. Nu er det så, jeg tænker, hvor mange gange "skal vi lære", og hvad skal vi lære? Er det politikerne, der skal lære at holde sig fra projekter, der ikke er tilstrækkeligt undersøgt? Vil man være mere omhyggelig med at vurdere, om projekter er i overensstemmelse med den kommunale planlægning? Vil dispensationer i fremtiden i højere grad være undtagelsen end reglen? Er det en erkendelse af, at det for længst er gået for vidt med at lade kommuneplanlægningen styre af storentreprenører og andre magtfulde investorer? Betyder det, at "vi skal tænke os rigtig godt om, før vi træffer vidtgående beslutninger"? I den konkrete sag er der både bymiljø, boligpolitik og økonomi på spil. Bymiljø forstået som æstetik ved at bygge "skyskrabere" i Folkeparken. Boligpolitik forstået som risiko for tomme lejligheder, enten i det nye, eller andre steder i kommunen. Sagen er jo, at der ikke er boligmangel i Hjørring. Økonomi forstået som risiko for dårlig økonomi i boligselskabet og dets lejere som helhed og som yderligere konsekvens, at vi alle sammen kommer til at betale for letsindig garantistillelse. Borgmesteren citeres for at sige, at kommende lejere nok vil synes der er "lidt fedt" at bo i et passivhus med udsigt til Folkeparken. Ja, måske, men dels er almene boligselskaber vel først og fremmest eksisterende for at tilfredsstille et boligbehov, dels virker det mere end luftigt at basere et projekt med 52 boliger på tro og håb. Det kan undre, at Venstre, der har doseret økonomisk ansvarlighed, vil være med til at løbe en så stor risiko på vegne af os alle sammen. Nye projekter kan være på vej. Vi kan kun håbe, "vi har lært af fejlene".