Norden i top hvad konkurrencedygtighed angår

Washington, torsdag /ritzau/Reuters Finland har i dag verdens mest konkurrencedygtige økonomi fulgt af USA, Sverige, Danmark og Taiwan, viser en ny rapport om den globale konkurrencedygtighed, der blev offentliggjort torsdag. Samtlige nordiske lande ligger på topti-listen. Storbritannien faldt fire pladser til en 15. plads, mens Canada røg ud af topti-listen over de mest konkurrencedygtige til en 16. plads. Begge landes økonomier straffes for en dårligere kvalitet i de offentlige institutioner, hedder det i rapporten, der offentliggøres af det Geneve-baserede Verdensøkonomiske Forum, der har set 102 landes økonomier efter i sømmene. Undersøgelsen blandt forretningsledere har målt den økonomiske konkurrencedygtighed baseret på en kombination af teknologi, kvaliteten af de offentlige institutioner og det makroøkonomiske klima i de pågældende lande. Finland, der er mobiltelefongiganten Nokias hjemland, forblev på en førsteplads. USA fik flotte point inden for teknologi, men dårlige karakterer, hvad angår kvaliteten i de offentlige institutioner og den økonomiske situation, her ikke mindst de offentlige finanser, hvor USA ligger helt nede på en 50. plads. Tyskland bevægede sig en plads op til en 13. plads på listen, mens Frankrig bevægede sig to pladser op til en 26. plads. EU-formandslandet Italien er det EU-land, der ligger lavest på listen. Helt nede på en 41. plads. /ritzau/Reuters