Nordens bedste mødes på Hvide Klit og i Frederikshavn

156 spillere dyster om det nordiske mesterskab

Hans J. Callesen
Der er dømt nordiske mesterskaber på Hvide Klit og Frederikshavn Golfbane i dag og i weekenden.
Golf 3. august 2007 06:00

FREDERIKSHAVN: Der bydes på golf i topklasse på Frederikshavn Golfklubs bane og Hvide Klits bane i Bunken i dag og i weekenden. Da dyster 156 af Nordens bedste amatørspillere om det nordiske mesterskab. Det er hold fra Danmark, Norge, Sverige, Finland og Island, der deltager i mesterskabet. Det er i år første gang, der afvikles mesterskab for alle aldersgrupper på én gang, og det er første gang, mesterskabet består af forskellige matchformer. Deltagerne skal således spille både fourball, foursome og singler (se Faktaboks). Både banen i Frederikshavn og i Bunken er ikke blot gode baner for spillerne. Det er også baner, som byder interesserede tilskuere på gode muligheder for at følge spillerne og dermed for at se golf på meget højt niveau. Det er naturligvis gratis at komme ind og følge mesterskabet på de to baner. I dag spilles fourball og lørdag spilles foursome. Begge dage slår de første spillere ud kokken otte, og der er start for spillere frem til klokken 11. Når der søndag spilles singler, slår de sidste spillere ud klokken 12.50 på begge baner. Dansk Golf Union, som er ansvarlig for mesterskabsarrangementet, har valgt at dele deltagerne på de to baner efter alder. De yngste, juniorerne, og herrer og damer spiller på Frederikshavn Golfklubs bane. Herrer og damer, som er fyldt 35 år, og seniorerne spiller på Hvide Klits bane. Afslutningen med overrækkelse af præmier og mesterskabsmedaljer foregår dog for alles vedkommende i Frederikshavn Golfklub. Det er søndag klokken 18.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...