Nordisk hæder til Svinkløv-kok

Svinkløv Badehotel i Fjerritslev har Nordens bedste kok.

Pokalerne er bestemt ikke små, når man har gjort sig fortjent til titlen som nordisk mester i finere madlavning.

Pokalerne er bestemt ikke små, når man har gjort sig fortjent til titlen som nordisk mester i finere madlavning.

Det blev afgjort, da kokken Kenneth Hansen løb med titlen Nordic Chef of the Year foran ni andre unge nordiske kokke tidligere på ugen. I konkurrencen, der fandt sted under Foodexpo, den årlige fødevaremesse i Herning, dystede de ti kokke på klassiske nordiske råvarer som lam, sort hummer, bækørred og chokolade. Et miks af ingredienser, der i den grad passede den nordjyske kok. Nordisk præg - Det var en gudbenådet kurv med friske råvarer, vi fik at arbejde med, og det var en fantastisk fin konkurrence, som jeg er meget stolt over og glad for at have vundet, sagde Kenneth Hansen efter sejren. Konkurrencekokkene fik udleveret deres råvarer tirsdag eftermiddag og tog natten til hjælp for at imponere dommerne, der havde den danske mesterkok Rasmus Kofoed i spidsen. - De (kokkene red.) var rigtig godt hjemme i råvarerne, og særligt fiskeanretningerne var meget elegante og flotte serveringer, siger Rasmus Kofoed, der oplevede et meget nordisk præg over de ti færdige menuer. - Eksempelvis var der både benyttet saltlage og gravning af fisken, forklarer overdommeren. Satser på Bocuse d'Or Svinkløvkokken, Kenneth Hansen, der nu kan kalde sig den bedste kok i Norden kunne løfte trofæet efter at have tilberedt en menu med bækørred, lam og en dessert af chokolade. - Sejren viser, at jeg er på rette vej, og om fire år skulle jeg gerne være i spil til udtagelsen til Bocuse d'Or, siger Kenneth Hansen. Bocuse d'Or er den kulinariske ækvivalent til De Olympiske Lege og afholdes hvert fjerde år. Nordic Chef of the Year 2010 var den første af sin slags, og ifølge arrangørerne er konkurrencen komme for at blive.