Islam

Nordiske FN-folk dræbt under korandemo

Kabul, Fredag /ritzau/AFP FN-folk fra Norge, Sverige, Rumænien og Nepal dræbt i Afghanistan under protester mod koranafbrænding i USA. 11 mennesker blev dræbt - flere af dem halshugget - fredag under et angreb på FN's lokale hovedkvarter i Mazar-i-Sharif i det nordlige Afghanistan. Angrebet skete i forbindelse med protester mod en præsts afbrænding af koranen i USA. - Vi kan bekræfte, at der har været et anfald med dødsfald til følge, siger en talsmand for FN. En talsmand for politiet siger til nyhedsbureauet Reuters, at to af de udenlandske FN-folk fik hovederne hugget af. Ifølge politiet er de dræbte otte FN-ansatte og tre lokale demonstranter. FN-folkene er angiveligt fem vagter fra Nepal samt tre medarbejdere fra henholdsvis Norge, Sverige og Rumænien. I Afghanistans hovedstad, Kabul, blev der også gennemført demonstrationer fredag i protest mod koranafbrændingen. Omkring 200 mennesker demonstrerede uden for USA's ambassade i hovedstaden. Den amerikanske præst Wayne Sapp afbrændte 21. marts en koran under vejledning af Terry Jones, der sidste år var genstand for megen fordømmelse og opmærksomhed, efter at han meddelte, at han ville afbrænde en bunke koraner. Jones ville gøre det for at markere årsdagen for angrebene på World Trade Center 11. september 2001. Han opgav dog planerne efter betydeligt pres fra blandt andet Det Hvide Hus. /ritzau/AFP