Nordiske toner i Skagen Kirke

Det er skandinaviske folketoner, viser og sange, der er på repertoiret, når der lørdag eftermiddag er koncert i Skagen Kirke.

Musik 25. februar 2011 20:00

Koncerten, der har fået titlen ".. der var en gang", begynder klokken 16, og den er et af de mange arrangementer, der er lagt i vinterferieugerne under den samlede overskrift Vinterdage i Skagen. Bag koncerten i Skagen Kirke står den norskfødte sangerinde Kari Hamre. Hun akkompagneres på klaver af Jette Plougheld, som er assisterende organist ved kirken, og af Galina Oleson på violin. Konferencier - og historiefortæller - ved koncerten er Kresten Langvold. Kari Hamre fortæller, at hun til koncerten har valgt nogle af de smukkeste sange, hun har i sit repertoire. Det er blandt mange andre "Har du visor min vän" af Bengt Ahlfors, "Mod den nye verden" af Stefan Nilsson og "Vårvise" af Sebastian. - Der bliver naturligvis også sunget norske folketoner og noget Grieg ved koncerten. Af Grieg er det sange fra Haugtussa, siger Kari Hamre. Kari Hamre flyttede til Skagen for et par år siden, og der har været lejlighed til at høre hende ved en række arrangementer og koncerter siden. Det var således hende, der stod for den musikalske underholdning ved Sankt Hans aften i fjor ved Vippefyret, og ved Vinterdage arrangementerne i fjor gav hun koncert i Skagen Kirke sammen med operasanger Jens Chr. Wandt. Entre til koncerten på lørdag er 50 kroner. Der er fri entre for børn under 16 år.

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...