Hjørring

Nordjyde blev verdensmester

Mai Ginge Jensen fuldførte sin triumf

Mai Ginge Jensen er ny verdensmester i Bowling. Foto: Danmarks Bowling Forbund

Mai Ginge Jensen er ny verdensmester i Bowling. Foto: Danmarks Bowling Forbund

Hjørring-pigen Mai Ginge Jensen fuldførte den bedrift, hun var på sporet af ved verdensmesterskaberne i bowling for kvinder i Hongkong, da hun havde taget en klar føring i disciplinen "All Event" - den, hvor alle individuelle scorer fra single, double, trio og hold tælles med. Efter 24 serier ialt kunne nordjyden notere 5744 væltede kegler - et imponerende gennemsnit på 239 pr. serie - og det gjorde hende, i kamp med 171 deltagere - til verdensmester. Det er første gang siden 1991, at Danmark får en verdensmester i bowling, og sejren var ganske sikker, idet canadieren Caroline Lagrange blev slået med 77 kegler, mens Shannon Pluhovsky fra USA som bronzevinder var 137 væltede kegler dårligere end Mai Ginge Jensen. Inden guld-triumfen havde hun taget to bronzemedaljer, i single og i double, her med Kamilla Kjeldsen fra Aarhus, og nu venter den store Masters-finale. Her deltager de 16 bedste fra All Event. Mai Ginge Jensen har været en af Europas bedste kvindelige bowlere gennem lang tid, understreget af, at hun har vundet sølvmedaljer ved tre europæiske mesterskaber i træk, 2006, 2008 og 2010. Men hendes deltagelse i dette VM i Hongkong var i alvorlig fare. - Jeg var på krykker i hele juli og et stykke ind i august, så det er da klart, at jeg er lykkelig for de to medaljer, jeg har vundet indtil videre her i Hong Kong, sagde Mai Ginge Jensen, inden hun opnåede den helt sublime triumf med VM-guldet. Det var en fodskade, der hindrede hende i at genoptage træningen før 10 dage inden afrejsen til VM, men hendes form og niveau fejlede bestemt ikke noget, som det har vist sig. - Jeg ved, jeg er en god bowler, og nu bliver jeg belønnet for det, lyder det fra den nykårede verdensmester. Også hendes lillesøster, Anja Ginge Jensen, hører til i bowlingsportens elite, både herhjemme og internationalt. Men hendes bestræbelser på at komme med i Masters-finalen led et knæk i de sidste seks serier. Efter 18 af de 24 serier var hun på 13.-pladsen, men dumpede til nummer 24 med en total på 5338 kegler. Det var 45 kegler for lidt til at tage den 16. og sidste plads i Masters-finalen, hvor Mai Ginge Jensen nu er eneste dansker. Den aalborgensiske deltager på det danske landshold, Sascha Wedel, Stenhuset, sluttede på en 62.-plads med et keglefald på 5063.