Nordjyde får erstatning syv år efter ulykke

VIBORG:En 28-årig mand fra Aalborg får nu den erstatning, han har krav på efter en alvorlig færdselsulykke i 1996. Ved ulykken, der skete 21. april 1996 syd for Brønderslev, blev en dræbt og tre alvorligt kvæstet. De fire unge mænd sad parvis på for- og bagsæde, og det lykkedes ikke at finde ud af, hvem af de to på forsædet, der havde ført bilen. Af den grund ville Tryg Forsikring, der havde ansvarsforsikret bilen, ikke udbetale erstatning til nogen af de to på forsæderne. Man mente, at den ene eller den anden havde ført bilen på uansvarlig måde. I 1999 vandt den ene forsædepassager en tilsvarende sag mod Tryg og fik udbetalt erstatning. Heller ikke under denne retssag fandt man ud af, hvem der var fører. Nu har Vestre Landsret afgjort, at også den anden unge mand skal have erstatning. Landsretten gør gældende, at det ikke påhviler ham at bevise, at han ikke var fører, og da bilen ikke tilhørte ham, er det ifølge landsretten nærliggende at mene, at han ikke førte bilen. Ud over erstatningen, der endnu ikke er fastlagt, kommer forsikringsselskabet til at betale sagens omkostninger med 35.000 kroner. /ritzau/