Nordjyde gør trænerkarriere i norsk fodbold

Tidligere Sulsted-spiller får ansvaret for 3. divisionsklub

SULSTED: Den tidligere Sulsted-, Lindholm- og Aalborg Chang-spiller Thomas Borup Nielsen, 26, er på vej til at skabe sig en trænerkarriere i norsk fodbold i 3. divisionsklubben Stondal, 600 km nord fra Oslo. Thomas Borup Nielsen flyttede i maj sidste år til Valldal for at arbejde som fysioterapeut sammen med sin kæreste. Han begyndte at spille for Stondal, der kæmpede hårdt for at holde sig fri af nedrykningen til 4. division. I efterårets fjerdesidste kamp blev han helt i det lille lokalsamfund, da han scorede begge mål, da Stondal vandt lokalopgøret 2-0 over Stranda - en sejr der var stærkt medvirkende til, at klubben blev i 3.division. Op til denne sæson har klubben ikke kunne finde en træner, og da man gerne vil væk fra den fysiske spillestil, som præger norsk fodbold efter nationalhelten, den tidligere landstræner Eigil "Drillo" Olsen, tilbød man den unge nordjyde trænerjobbet. - Norsk fodbold er totalt anderledes end den måde, man spiller på i Danmark. I en dansk klub kommer alle spillere og klæder om før træning. I Strondal er det tre eller fire spillere ud af 15. Resten har støvlerne med i bilen, og ligeså snart træningen er færdig, er det hurtig hjem til konen igen. Socialt samvær er der næsten intet af, og der gik altså nogle træningsaftener, inden jeg vænnede mig til det, siger Thomas Borup Nielsen. - Når jeg fortæller om det samvær, vi har både før og efter træning i min barndomsklub Sulsted, tror de, det er løgn. Det skal jeg forsøge at være med til at lave om på i Stondal, men jeg er nok er klar over, at det ikke sker fra den ene dag til den anden, da det er hele mentaliteten der skal ændres i klubben, men jeg tager hatten af for klubbens ledelse, der godt vil prøve noget nyt. - Drillo er totalt fodboldgud overalt i Norge. Den fysiske spillestil, som alle klubber spiller, har jeg snakket meget imod og fortalt om, hvordan vi i Danmark lægger vægt på teknisk fodbold. Det har også været med til, at klubbens ledelse har tilbudt mig jobbet, fordi de gerne vil have, vi kommer til at spille bedre og mere publikumsmæssig fodbold. De vil væk fra sparkeriet og istedet satse på teknisk fodbold, og det mener de ikke, der er nogen chance for med en norsk træner, da alle spillere på samme måde som Drillo praktiserede, da han havde succes med landsholdet. - De bedste hold i trejde division vil kunne klare sig i jyllandsserien, mens bundholdene i rækken vil få svært ved at klare sig i serie 2, så stor spillemæssig forskel er der i rækken. I det område i Vestnorge, hvor jeg bor, er de fleste modstandere klubber, der bor på en lille ø. Så til alle kampe undtagen en skal vi med en færge for at komme frem til kampen, og der er næsten altid to timers transporttid til en kamp, siger Thomas Borup Nielsen. - Ligesom de fleste andre norske klubber er der mange penge i Stondal. Mange flere end man kender til i danske klubber. Alle spillere får kørepenge til kamp og træning, og i påsken rejser vi på træningslejr i Spanien, hvor spillerne kun betaler en beskeden del. Jeg havde forslået, at vi tog til Danmark på træningslejr, men for flere måneder siden havde klubbens ledelse bestilt rejsen til Spanien i påskedagene. - Vi har mistet et par spillere i forhold til sidste sæson, så det bliver en hård kamp at klare sig i 3. division, men jeg tror på, at vi kan holde os fri af nedrykningsstregen, hvis vi begynder at spille fodbold. Når jeg midt i januar kommer tilbage fra jule- og vinterferie, håber jeg klubben måske har fundet et par nye spillere. Ellers må vi klare os med en meget smal trup. - Min trænererfaring er nogle ungdomshold i Sulsted IF, som jeg har været træner for, men jeg tager det som en udfordring og kunne ikke sig nej, da jeg fik tilbuddet af Stondals ledelse. Ligesom så mange andre fodboldspillere har jeg tænkt på, at jeg måske senere ville satse på en trænerkarriere, når jeg vendte tilbage til Danmark, og så det er god erfaring jeg her får med mig hjem i bagagen. - Da jeg startede som fysioterapeut på et optræningscenter i Valldal, var det først i fire måneder. Min kæreste og jeg har siden fået arbejdet forlænget et par gange. Man har sagt til os, at der er arbejde der så lang tid, vi vil, men jeg tror da, vi i slutningen af 2003 vil tage tilbage til Danmark og så forsøge at finde os et arbejde der. Opholdet har vi taget for af få en arbejdsmæssig oplevelse ved at arbejde i et andet land, og så er tilbuddet om at blive fodboldtræner kommet som en ekstra spændende gevinst, der ikke var til at sige nej til, tilføjer Thomas Borup Nielsen, der heppede med, da han var hjemme på juleferie, og fulgte sine tidligere fodboldkammerater fra Sulsted, da de spillede sig til en flot 2. plads til Rævhede Auto Cup i Nørhalne-hallen.