Nordjyde i toppen af FLS Industries

En af Danmarks største industrikoncerner FLS Industries A/S har valgt en koncernchef med nordjyske rødder. Jørgen Huno Rasmussen, 51 år, får stillingen efter en lang karriere i byggebranchen.

Senest har han som adm. direktør i entreprenørfirmaet Hoffmann A/S skabt en stærk og velfunderet virksomhed og indgået alliance med Norges største entreprenørfirma Veidekke. - Det nye job er så spændende, at jeg ikke kunne sige nej til tilbuddet, siger Jørgen Huno Rasmussen. Han er født i Nørresundby, altså etnisk vendelbo, opvokset i Aalborg, hvor hans far drev entreprenørvirksomheden Huno Rasmussen. Hans mor bor stadig i Gug. Han er student ffa Aalborghus Statsgymnasium 1971, 1976 uddannet civlingeniør på DTU med byggeri som speciale. Han tog HD i organisation fra Handelshøjskolen i København 1977, og lic.techn. fra DTU og Stanford Universitet, Californien 1978. I sit første job, hos entreprenørfirmaet A. Jespersen & Søn, var han ansvarlig for opførelsen af PFAs hovedsæde 1979. I en kort periode var han derefter hos firmaet Isleff & Co., inden han i 1983 tiltrådte hos Hoffmann & Sønner. Som udlandsdirektør rettede han op på selskabets tabgivende engagement i Mellemøsten, og ved udgangen af 1987 blev han hentet hjem som administrerende direktør, hvor han de følgende år stod i spidsen for en sej økonomisk redningsaktion for hele koncernen. Det er erfaringer, han givetvis vil kunne trække på hos FLS Industries A/S. I sit nye job bliver Jørgen Huno Rasmussen øverste chef for 11.000 medarbejdere og ansvarlig for en samlet omsætning på 15 mia. kr.