Nordjyde med i Den Store Bagedyst - sendetidspunkt ændres

DR klar med ny sæson af det populære tv-program

Nicoline Sørensen
De 10 nye deltagere i ”Den store bagedyst”. Forrest til venstre Sara Græsborg fra Havbro ved Aars. Foto: DR
Tv-programmer 12. september 2018 11:04 - Opdateret 12. september 2018 11:05

HAUBRO: DR er klar med endnu en sæson af det populære tv-program "Den store bagedyst".

Den kommende sæson bliver den syvende, som DR sender, men som noget nyt er programmets sendetid rykket til lørdag aften.

Det skriver DR i en pressemeddelelse.

- "Den store bagedyst" har altid været tænkt som et familieprogram, hvor vi gerne vil samle danskerne på tværs af generationer.

- Det er vi lykkedes rigtig fint med tidligere, men vores ambition er, at endnu flere skal have mulighed for at følge med. Derfor forsøger vi os med at flytte programmet til lørdag, siger Pil Gundelach Brandstrup, der er kanalchef på DR1.

Ligesom i tidligere sæsoner repræsenterer deltagerne i den syvende sæson af bageprogrammet en bred vifte af alders- og faggrupper.

Med på holdet er blandt andre 43-årige Sara Græsborg fra Haubro, der til daglig arbejder som efterskolelærer på Himmerlands Ungdomsskole.

Amatørbagerne i år tæller også 16-årige Emil fra Lyngby, som i mange år har ventet på at blive gammel nok til at deltage i programmet, skriver DR.

Desuden vil seere af den kommende sæson også møde sanglæreren Jasmin fra Søborg, 48-årige Peter fra Fredericia, 27-årige Elissa og Albert på 20 år.

I alt skal 10 deltagere dyste i bagekonkurrencen.

- Jeg glæder mig meget til, at danskerne over de næste mange uger skal lære disse ti skønne mennesker at kende.

- Der bliver rig mulighed for at finde én, man kan holde med og holde af, siger Søren Olsen, der er redaktør på "Den store bagedyst", i pressemeddelelsen.

Nicoline Sørensen
Katrine Foged Thomsen er dommer i ”Den store bagedyst”. Sarah Christine NØrgaard/Ritzau Scanpix

Dommerne i år tæller Katrine Foged Thomsen og Markus Grigo, der debuterede som dommere i bagedysten i sidste sæson.

Timm Vladimir vender tilbage som vært.

Den syvende sæson af "Den store bagedyst" får premiere lørdag den 29. september klokken 20.00 på DR1.

Se DR’s præsentation af Sara Græsborg og de øvrige deltagere her

chat_bubble Kommentarer keyboard_arrow_down

Log ind for at kommentere.
Henter artikler...
Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...