Nordjyde med ved de internationale borde

64-årig hjørringenser med som dommer ved Danish Open

finn jensen fra Hjørring er international bordtennisdommer og er med ved bordene i Arena Nord til Danish Open i denne uge.Foto: Henrik Louis.

finn jensen fra Hjørring er international bordtennisdommer og er med ved bordene i Arena Nord til Danish Open i denne uge.Foto: Henrik Louis.

HJØRRING:En enkelt nordjyde kan få afgørende indflydelse ved bordene, når verdenseliten i bordtennis mødes til Pro Touren Danish Open i Arena Nord i Frederikshavn i denne uge. 64-årige Finn Jensen fra Hjørring, der civilt er pensioneret fra Hærens Materiel Kommando, er international bordtennisdommer og er som sådan blandt de fem-seks danske dommere, der får lov til at uddele point ved bordene i den store, internationale turnering. Den pensionerede militærmand fra Hjørring har en aktiv bordtenniskarriere bag sig blandt andet som elitedivisionsspiller i et par sæsoner i Glostrup. - Det måtte jeg stoppe med, da jeg indenfor militæret blev flyttet til Hjørring, men jeg fortsatte dog med at spille på lavere niveau i Brønderslev, hvor man så stod og manglede dommere, og det blev indgangen til mange, gode år ved bordtennisbordene, fortæller Finn Jensen. - Der skulle først både en teoretisk og praktisk prøve til, og da jeg blev overdommer også en skriftlig prøve. Og for otte år siden fik jeg min internationale dommereksamen, som jeg prøver at bruge så ofte som muligt. - Den har sendt mig til blandt andet EM for både senior og ungdom i lande som Italien, Serbien og Ungarn, ligesom jeg har dømt ved diverse Pro Tour-stævner flere steder i Europa og også herhjemme i Danmark. - Senest var jeg med til at dømme verdens bedste juniorer, der var samlet i et finalestævne i Sverige i december, ligesom jeg dømte ved German Open for en måned siden. Kan komme til OL Som noget ekstra har hjørringenseren også taget en skriftlig eksamen ovenpå den internationale dommereksamen, og det betyder, at han også må dømme ved bordene ved OL. - Min alder betyder imidlertid nok, at jeg ikke kommer til et OL for at dømme, men til gengæld ser jeg meget frem til Danish Open i Frederikshavn de kommende dage, siger Finn Jensen. - Her kommer jeg til at dømme en stribe professionelle spillere i aktion, og dem er der stort set aldrig problemer med, selv om der er tale om deres levebrød. - I 95 procent af kampene er der ingen problemer, men jeg oplevede da ved German Open, at en spiller blev diskvalificeret efter at have besejret den tyske europamester, fordi han brugte et ulovligt bat Bestemte regler - Der er helt bestemte regler om, hvordan spillernes bat må være, og blandt andet må limen på belægningen ikke indeholde organiske opløsningsmidler, ligesom battets belægning ikke må have en tykkelse på mere end fire millimeter, og endelig må overfladen ikke være skinnende og ujævn. Kun en enkelt gang i sin dommerkarriere har Finn Jensen prøvet at blive overfuset af en utilfreds spiller. - Det skete i en kamp i den danske Elitedivision, hvor pågældende spiller sagde noget til mig, som jeg måtte indberette til Dansk Bordtennis Union, men ellers har jeg kun haft positive oplevelser. - Og hver gang er det en udfordring med et ekstremt hurtigt spil, hvor kantboldene er sværest at bedømme. - Også selv om vi er to dommere, kan det være svært at se, men spillernes kropssprog er oftest bedst at bedømme på. Heldigvis er de fleste spillere også så fair, at de selv oplyser om en kantbold, hvis vi dommere overser det. - Ved militæret måtte jeg stoppe som 60-årig, men som bordtennisdommer er der ingen aldersgrænse, og så længe øjne, ører og hjerne kan følge med, bruger jeg gerne af min tid ved diverse bordtennisborde. Langsommere spil - Som aktiv spiller sluttede det for et par år siden, da jeg fik en ny hofte, så nu må jeg nøjes med de langsommere spil som tennis og golf, men som dommer kan jeg heldigvis stadig være med også på højeste plan i bordtennis. - Jeg dømmer i den danske Elitedivision og var for nylig overdommer ved JM i Aalborg til et stort og succesfuldt stævne, og i løbet af foråret gælder det diverse danske mesterskaber samt forhåbentlig også internationale opgaver. - Men her og nu glæder jeg mig til Danish Open i Frederikshavn, også selv om jeg akkurat som de øvrige danske dommere ikke får lov til at dømme kampe med vores danske spillere og altså heller ikke med vores nationale stjernespiller Michael Maze.