Nordjyde mod sej argentiner

22-årige Jan Jensen på hård opgave ved fredagens boksestævne i Århus

Argentina 10. september 2002 08:00

PANDRUP: Den 22-årige ubesejrede nordjyske proffighter Jan Jensen kommer efter alt at dømme på karrierens hidtil største opgave, når han på fredag går i ringen ved promotor Anders Vesters professionelle stævne i Århus. Blot tre uger efter at han stoppede polakken Adam Zadworny ved sæsonens første Vester-stævne i Skagen, skal Jan Jensen i ringen mod argentineren Walter Saporiti. Mens det er første gang i karrieren, at ubesejrede Jan Jensen skal gå en kamp over otte omgange, så kommer den rutinerede argentiner med en rekordliste på 31-12-2 (KO 12) til Danmark med masser af erfaring fra kampe over distancen. Noget kunne dog tyde på, at Walter Saparitis karriere er for nedadgående, eftersom han har lagt krop til nederlag i fire af sine fem seneste kampe. Mens Jan Jensen er under fortsat opbygning til at komme ind i billedet til titelkampe, så har Walter Sapariti prøvet det flere gange tidligere. Hans største opgave til dato var således opgøret om bokseforbundet WBU's VM-bælte mod den nuværende italienske IBF-verdensmester i weltervægt, Michele Piccirillo, 18. juli 1998. En kamp, som argentineren tabte på knock-out i syvende omgang. Træner Søren Larsen vil som sædvanlig være i ringhjørnet hos Jan Jensen på fredag, og han er ikke i tvivl om, at den unge nordjyde får handskerne fulde. - Det er jo en form for eksamen. Argentinske boksere er kendt for at være nogle hårde hunde, der ikke bare lægger sig ned, noterer Søren Larsen, der har arbejdet med den 22-årige letweltervægter, siden han i fjor skiftede til Team Vester efter en karrierestart hos promotor Gert Bo Jacobsen. Op til fredagens kamp har Jan Jensen sparret med team-kollegerne Christian Bladt og Allan Vester, og ifølge Søren Larsen er der konstant fremgang at spore hos hans elev. - I øjeblikket handler meget af vores træning om at udvikle hans teknik og så i øvrigt få bygget noget mere råstyrke på kroppen af ham. Men det går hele tiden fremad, og jeg vil mene, at han i løbet af et års tid er klar til at bokse titelkamp, vurderer Søren Larsen. Jan Jensen selv ser frem til fredagens styrkeprøve. - Jeg er fit for fight, for det er jo ikke længe siden, jeg sidst boksede. Og jeg glæder mig også til at prøve at møde en bokser, der har prøvet noget i sin karriere. Det er nødvendigt, hvis jeg selv skal komme videre, lyder det snusfornuftigt fra Jan Jensen.

Her ville vi gerne vise dig forslag til flere artikler, men pga. din Adblocker kan vi ikke gøre det!

Nordjyske Plus

Henter artikler...