Nordjyde ny direktør i FIH Erhvervsbank

FIH Erhvervsbank skal have ATP's fondsdirektør, nordjyden Bjarne Graven Larsen som direktør, oplyser konsortiet bag banken i en meddelelse.

Nordjyden Bjarne Graven Larsen kommer til at stå i spidsen for FIH Bank efter 12 år som topchef i ATP.Foto: Grete Dahl

Nordjyden Bjarne Graven Larsen kommer til at stå i spidsen for FIH Bank efter 12 år som topchef i ATP.Foto: Grete Dahl

I FIH Erhvervsbank skal han udgøre direktionen sammen med Henrik Sjøgreen, og de to skal fungere som sideordnede direktører. Bjarne Graven Larsen, der er født og opvokset i Brovst og blandt andet har været avisbud i byen, forlader dermed pensionskæmpen efter 12 år. - Bjarne Graven Larsen har gennem en lang årrække ydet en fremragende indsats og skabt unikke resultater i ATP. I Bjarne Graven Larsen og Henrik Sjøgreen får FIH en stærk direktion, der sammen med den øvrige ledelsesgruppe og medarbejderne i FIH vil være i stand til at sikre, at banken giver ejerne et godt afkast, siger direktør Lars Rohde, ATP. Nødlidende FIH Erhvervsbank blev i september overtaget af et konsortium bestående af ATP, PFA Pension, Folksam og CPDyvig, og handlen bliver endelig gennemført 6. januar. Tidligere DI-direktør Hans Skov Christensen skal være formand for bestyrelsen, som herudover kommer til at bestå af Lars Rohde, ATP, Henrik Gade Jepsen, ATP, Henrik Heideby, PFA, Daniel Eriksson, Folksam og Christian Dyvig, CPDyvig plus medarbejdermedlemmer, som vælges på den ekstraordinære generalforsamling torsdag 6. januar.