Nordjyde spillede sig flot op i anden runde

CORAL SPRINGS: Søren Kjeldsen beviste natten til torsdag, at han mener det seriøst, når han prøver at kvalificere sig til næste sæsons amerikanske PGA Tour. Nordjyden gik anden runde på Heron Bay-banen i Coral Springs i Florida i fem slag under par, og det rykkede ham frem i tabellen til en delt 19.-plads, som vil være nok til at nå andet kvalifikationsniveau - hvis han holder placeringen, når de to sidste runder er overstået. - Det gik væsentligt bedre i anden runde. Jeg er meget tilfreds med mit spil, men jeg havde foretrukket en mere krævende bane, hvor man bliver straffet for sine fejl, siger Søren Kjeldsen til danskgolf.dk. En placering blandt de 23 bedste er nok, og Søren Kjeldsen ligger med sin samlede score på fire slag under par på den rigtige side af cuttet, som lige nu er tre under par. /ritzau/