Nordjyde stopper brat i Leipzig
Stefan Madsen tilbage til Nordjylland tidligere end beregnet

Stefan Madsen blev enig med Leipzig-ledelsen om at afbryde samarbejdet straks. Arkivfoto: Kurt Bering
AALBORG:Den nordjyske håndboldtræner Stefan Madsen stoppede mandag som cheftræner i HC Leipzig et par måneder tidligere end beregnet.
Oprindelig var det planen, at han til sommer skulle afløses af den tidligere Odense-træner Thomas Ørneborg som ansvarlig for det kvindelige tyske storhold, men skiftet sker allerede nu.
Tilliden væk
- Tingene har på mange måder udviklet sig i en uheldig retning i de sidste par måneder, hvor min beslutning om at stoppe til sommer uden tvivl har spillet ind, fortæller Stefan Madsen om baggrunden for den fremrykkede skilsmisse.
- Den gensidige tillid mellem ledelsen og mig var efterhånden så lille, at jeg havde svært ved at se mig fortsætte, og jeg tog derfor en snak med ledelsen, hvor vi blev enige om at ophæve samarbejdet øjeblikkeligt.
Stefan Madsen rejser i dag på påskeferie i Nordjylland sammen med sin kone og parrets to børn. Herefter går turen tilbage til Leipzig, inden familien 1. maj vender permanent hjem.
Her står træneren bl.a. over for en ny udfordring som koordinator i Aalborg Håndbold.
Giv redaktøren besked, hvis du synes indholdet virker forkert.
Redaktøren er underrettet og vil kigge nærmere på indlægget.