EMNER

Nordjyde valgt til formand for VU

Løgstørdrengen Karsten Lauritzen vil som ny formand for VU trække partiet i en mere liberal retning

NORDJYLLAND:Den 21-årige Karsten Lauritzen blev lørdag valgt som ny formand for Venstres Ungdom (VU). Det skete på ungdomspartiets landsmøde på Skals Efterskole. Karsten Lauritzen er fra Løgstør og har siddet som næstformand i VU, inden han ved et kampvalg med Jan Lauridsen vandt formandsposten. - Det er en fantastisk dejlig oplevelse. Det, man har knoklet for i mange år, er pludselig realiseret. Jeg må sige, at det føles rigtig, rigtig godt, lyder det fra ham. Inden afstemningen havde blandt andet statsminister - og tidligere VU-formand - Anders Fogh Rasmussen holdt tale. Og netop statsministerens mere midtersøgende linie lægger den nyvalgte formand op til et mindre opgør med gennem sine visioner for VU. - Jeg har de ambitioner, at VU skal være lidt mere realpolitisk. Vi skal have et VU, der bider Venstre lidt mere i haserne. Vi skal have et VU, der siger de ting, som Venstre ikke tør sige. Ikke bare i pressen, men også internt i Venstres organisation. Jeg tror, vi vil opleve et VU, der i vil i endnu højere grad på det konkrete plan og i de konkrete løsningsforslag vil presse Venstre i en mere liberal retning. VU's rolle bliver i følge den nye formand at have det politiske mod, som Venstre mangler især med hensyn til uddannelse og velfærdsreformer. - Vi har nogle idéer, som vi altid har i VU. Og dem vil vi kæmpe for alt det, vi kan. Vi kunne godt tænke at se et lidt mere liberalt Venstre, og det vil vi kæmpe for både indefra og udefra, forklarer han. Navnet Lauritzen er ikke ukendt i politiske kredse. Karstens far, Jens, er borgmester i hjembyen. Selv læser Karsten statskundskab på Århus Universitet.