Aalborg

Nordjyde vil ud i rummet

Nedtællingen er i gang. Den første danske astronaut skal findes. Med i kapløbet er en ung nordjysk forsker. - Det er spændende. Jeg har altid interesseret mig for rummet, men aldrig overvejet, at jeg kunne blive astronaut.

Det var en kollega som fortalte, at man kunne søge om at blive astronaut, og da jeg samtidig er uddannet som videnskabsmand, hvilket er, hvad de søger, så lå det lige for, siger Anders la Cour-Harbo. Den 31-årige nordjyde har en kandidatgrad i matematik, og en phd. Til daglig arbejder han som lektor på Aalborg Universitet i afdelingen for proceskontrol. - Det kribler ikke i maven endnu. Men det kommer det helt sikkert til, hvis jeg når så langt, at jeg får at vide, at det er mig, der skal være Danmarks repræsentant, fortæller den nordjyske aspirant. I dag tager han sammen med 83 andre håbefulde det første skridt mod rummet. Det foregår i Jonstruplejren ved København, hvor aspiranterne skal gennem det første udskillelsesløb. Det er dels en generel helbredsundersøgelse, dels en række håndelagstest, hvor blandt andet hukommelsen, reaktionsevnen og behændigheden bliver afprøvet. Senere bliver de bedst egnede valgt ud og vil komme igennem en indledende samtale med en psykolog. - Jeg har det godt med test, og plejer også at klare mig godt til eksamen, så jeg tror ikke, at jeg bliver frygteligt nervøs. Jeg ved jo ikke helt, hvad der kommer til at ske, så det bliver spændende, siger astronaut-kandidaten.