EMNER

Nordjyder bliver rigere og rigere

Det er ikke noget særligt at være millionær om tre-fire år, mener økonomer

NORDJYLLAND:Der er blevet langt flere millionærer i Nordjylland siden 2002, og den udvikling vil fortsætte i fremtiden. Det viser beregninger, som Nordeas økonomer har foretaget. - Vi har delt dem op i to grupper, de rige og de rigtig rige. Begge grupper vil vokse kraftigt de kommende år, fortæller Tom Bargisen, som er direktør i Nordea Formueforvaltning i Aalborg. Ifølge Nordeas beregninger vil der i 2009 være cirka 27.000 nordjyder med en formue mellem en og 7,5 millioner kroner. Formue dækker her over investerbar kapital, for eksempel friværdi i huset og penge i banken. - I 2009 vil det ikke være noget særligt at være millionær. Det vil ikke være hr. og fru Danmark, som har en million at lege med, men det er tæt på, siger Tom Bargisen, der ikke kan se nogen tabere i udviklingen. - Der er nogen, som ikke kommer med i udviklingen, men de vil ikke være ringere stillet, end de er nu, mener han. Han forklarer, at formuerne er skabt ved virksomhedssalg, vækst på aktiemarkedet, stigende huspriser og forskellige bonusordninger hos de ansatte. Ingen polarisering Tal fra Danmarks Statistik, som sammenligner indkomsterne i perioden 1994 til 2004, tegner et lignende billede. I perioden er der blevet en halv gang flere millionærer, så antallet i 2004 var 18.000. Statistikken fortæller også, at der er sket en polarisering i perioden, så dem, der har meget, har fået endnu mere. Tom Bargisen mener dog, at der ikke vil ske en yderligere polarisering i Nordjylland fremover. - Det vil nok mere vise sig som en opdeling i lejere og husejere, hvor husejerne fortsat vil tjene på boligerne over tid, mener Tom Bargisen. Nordeas beregninger viser desuden, at der i 2009 vil være 1200 nordjyder med en formue på mere end 7,5 millioner kroner. I dag tilhører 1000 nordjyder den kategori. På landsplan forventer Nordea, at 300.000 danskere kan kalde sig millionær i 2009. Og at 13.500 har en formue på mindst 7,5 millioner kroner.