Nordjyder flittige brugere af e-Boks
Halvdelen af nordjyderne er inde på deres e-boks mindst en gang om ugen -ingen ved hvorfor

Nordjyderne er de flittigste brugere af e-BOKS.Foto: Scanpix
De nordjyske brugere af e-Boks er landets flittigste. Omkring halvdelen af dem er nemlig inde på deres konto mindst en gang om ugen.
Det er hyppigere end i nogen anden dansk region.
Den nordjyske topscorerværdighed fremgår af en undersøgelse, som analysevirksomheden Epinion har gennemført for e-Boks.
Undersøgelse afslører også, at flere end halvdelen af de nordjyder, der logger ind mindst en gang om ugen, er inde på deres konto hos e-Boks flere gange i løbet af en uge.
Den andel er også landets højeste.
Der er ingen entydig forklaring på, hvorfor de nordjyske kunder hos e-Boks er landets flittigste.
- Vi kan konstatere, at Nordjylland ligger i toppen, men jeg kan ikke komme med nogen forklaring på det mønster, siger Pernille Brandis Rosengaard, der er kommunikations - og markedsføringsdirektør hos e-BOKS.
Hun er umiddelbart overrasket over tallene.
- Jeg ville nok have gættet på, at Nordjylland ville ligge på eller lidt under landsgennemsnittet og under et område som Hovedstaden, siger hun.
E-Boks' brugere er spredt nogenlunde jævnt ud over det ganske land.
- Og derfor er det ikke forskelle i vores dækning, der forklarer de regionale forskelle, siger Pernille Brandis Rosengaard.
Overordnet set er brugen af e-Boks mest udbredt hos offentligt ansatte.
- Det er, fordi de offentlige arbejdsgivere var de første, der begyndte at sende lønsedler ud elektronisk, men der er vist ikke flere offentligt ansatte i bestemte regioner frem for i andre, så den faktor kan heller ikke forklare de regionale forskelle i brugen af e-Boks, konstaterer hun.
FAKTA