Nordjyder går mod strømmen

Håndbold 19. marts 2003 07:00

VODSKOV: Flere og flere spiller håndbold i Nordjylland, og på det punkt går Jydsk Håndbold Forbund Kreds 1 solo i forhold til en mere kedelig nedadgående tendens på landsplan. Det var blot ét af mange punkter, Christian Pedersen, formand for JHF Kreds 1, forleden kom ind på i sin beretning på generalforsamlingen i Vodskovhallen, hvor 90 deltagere repræsenterede 33 nordjyske klubber. - Dansk Håndbold Forbund har trods en stadig stor mediebevågenhed måtte konstatere en tilbagegang på 231 hold det forgangne år. Nedgangen er størst på Sjælland, hvor der er 60 hold færre, mens vi i Jylland som helhed kun har otte hold færre, siger Christian Pedersen, der blev genvalgt til en ny to-årig periode i formandsstolen i JHF Kreds 1 på mødet. - I Kreds 1 havde vi pr. 1. november 10 hold flere end for ét år siden, men der kom yderligere 37 nye hold til, da turneringerne blev ombrudt ved juletid. Vi har dog oplevet en nedgang i antallet af hold hos både herre- og damejuniorer, men modsat er der flere herre- og dameyngehold. Gennem halvandet år har vi dog arbejdet med fastholdelse af de 14-18-årige, fortsætter Christian Pedersen. Mindre underskud Han måtte fremlægge et regnskab med røde tal for det forgangne år. - Et underskud på 20.000 kroner giver ikke søvnløse nætter, når egenkapitalen stadig er på lidt over en million kroner. Vi vil selvsagt helst undgå underskud, men det her giver ikke problemer af nogen art, pointerer Christian Pedersen. Palle Fuglsang blev på kredsgeneralforsamlingen genvalgt til dommerudvalgsformand for to år, mens Kate Oddemose, Skalborg, og Niels Jacobsen, Nørresundby, blev nyvalgt til henholdsvis formand for børneudvalget og ungdomsudvalget. De giver samtidig adgangsbilletter til kredsbestyrelsen. Sidst men ikke mindst var der stort bifald fra de fremmødte på generalforsamlingen til Inga Højmark, der stopper som ansat på kredskontoret ved udgangen af marts, når hun går på pension. Den tidligere divisionsspiller i IK 1919 har været ansat på Kreds 1-kontoret gennem 17 år.jeri

Nyheder udvalgt til dig
Henter artikler...

Nordjyske Plus

Henter artikler...