Nordjyder hårdt ramt af tysk finansskandale

Mindst 10 nordjyder, men måske så mange som 100, har millioner af kroner i klemme efter at have investeret i det skandaleramte tyske investeringsselskab Phoenix Kapitaldienst's danske datterselskab.

Det vurderer direktør Claus W. Silfverberg fra Dansk Aktionærforening, som på forskellig vis forsøger at hjælpe de ramte danskere. Foreningen har 10 nordjyder - en af dem med risiko for et tab på 3,8 million kroner - med i en gruppe af ramte investorer, der nu tæller i alt 114 danskere. Tilsammen har de et tilgodehavende på over 300 millioner kroner. Imidlertid vurderer foreningen, at mange andre danskere, muligvis op mod 2000, risikerer at tabe de midler, som de har investeret i håb om store afkast. Phoenix blev oprettet i 1977, og man skønner, at de 30.000 kunder, som det efterhånden er blevet til, har investeret 800 millioner euro i selskabet. 600 millioner euro er forsvundet Problemet nu er, at tre fjerdedele af pengene, altså 600 millioner euro svarende til 4,5 milliarder danske kroner, på mystisk vis er forsvundet. De tyske myndigheder har en klar mistanke om svindel i stor stil. Selv om selskabets forretningsgange er godkendt af det tyske finanstilsyn, er det tilsyneladende lykkedes centrale personer i selskabet at forfalske kontoudtog i omfattende grad. Phoenix Kapitaldienst er på den baggrund gået konkurs, og derfor er også det danske datterselskab, Phoenix Fondsmæglerselskab, blevet lukket. Foreløbig er de skandinaviske investeringer opgjort til mindst 1,1 milliard kroner. Det har ikke været muligt at få en kommentar til sagen fra nogen af de ramte nordjyder. Ingen har lyst til at tale offentligt om deres fejlslagne og tabsgivende dispositioner.