EMNER

Nordjyder helt til tops ved DM

HORSENS:Det netop afsluttede individuelle DM i skak blev et sandt sejrstogt for en hel del af de mange nordjyder, der sad indendørs i de meget varme påskedage. Udover tredjepladsen i Landsholdsklassen til Nicolai V. Pedersen fra Aalborg Skakforening, der længe var med i kampen om at blive landets bedste spiller og samtidigt var uhyre tæt på den sidste stormesternorm, blev det til flere førstepladser og flotte placeringer i øvrigt. I Kandidatklassen vandt Allan Stig Rasmussen fra Jetsmark Skakklub således med 5,5 point ud af syv mulige foran Mads Boe fra Skolernes Skakklub i Århus, Daniel Vesterbæk Pedersen fra Århus Skakklub og Erik Pedersen fra Nordthy Skakklub alle med 5,0 point. Med sejren i næstbedste kategori sikrede Allan Stig Rasmussen sig deltagelse i Landsholdsklassen næste år og han kan derfor komme til at møde klubkammeraten Jens Ove Fries Nielsen samt Nicolai V. Pedersen samt flere af de danske stormestre. Det blev i høj grad også til en nordjysk triumf i Veteranklassen, idet Sten Grabow fra Aars Skakklub vandt med 4,5 point ud af fem mulige foran Peder Madsen fra Skakklubben Evans og Erik Pedersen fra Horsens Skakklub, der begge endte på 4,0 point på de efterfølgende pladser. Også i mesterrækken MA7-2 blev det til sejr til en nordjyde idet Jacob Rathlev fra Jetsmark Skakklub med en meget flot finish på 3,5 point i de sidste fire runder nåede at distancere alle og vinde med 4,5 point. I samme række deltog Bent Christensen fra Aars og han nåede op på 1,5 point. I en tilsvarende række MA7-1 blev Stefan Christensen fra Jetsmark nummer 6 med 3,0 point og, i rækken MA7-3 endte Benny Grønhøj fra Aars Skakklub på en meget flot andenplads med 5,0 point, mens Tobias Hoffmann fra Jetsmark i samme række endte på syvendepladsen med 2,5 point. En anden spiller fra Jetsmark, Henning Lau Rasmussen, var længe med helt fremme, men efter nederlag i de to sidste runder i rækken M7-1 blev det i sidste ende til en femteplads med 4,0 point. Derfor blev klubkammeraten Christian Grubert med 4,5 point bedre placeret på tredjepladsen i samme række. Det var også uhyre tæt på at Bjarke Næsby Andreasen fra Nørresundby Skakklub var blevet nummer et i rækken Basis 5. Hele turneringen igennem kæmpede han hårdt med Steen Vitus Bering om førstepladsen, og det indbyrdes møde mellem de to stærke spillere endte remis, så det var marginalerne der afgjorde, at Bjarke blev nummer to mens Steen Vitus Bering vandt.