Nordjyder klar til DM-race i rallycross

NORDJYLLAND: De nordjyske jordbaner til motorsport i Ørnedalen ved Sæby og Nysumbanen ved Hobro er klar til at blive indtaget af fartglade danskere. I første omgang er det dog vanen tro Løvelbanen ved Viborg, der St. Bededag er hjemsted for første afdeling i kampen om det danske mesterskab i rallycross. Der dystes i klasserne 0-1600 ccm, 0-2000 ccm, klasse 3 og klasse 5, og der skal køres syv DM-afdelinger. På Nysumbanen afvikles tredje og sjette afdeling henholdsvis 18.- 19. juni og 3.- 4. september, mens Ørnedalen skal benyttes til 4. afdeling 29.- 30. juli og finaleløbet 17.- 18. september. jop