EMNER

Nordjyder siger farvel til KD

Efter det dramatiske landsmøde i Kristendemokraterne, står partiet stærkt svækket i Nordjylland. Næstformand, hovedbestyrelsesmedlemmer og regionsformand trækker sig.

Mogens Nørgaard har efter bruddet med KD brug for et par uger til at overveje, hvor han fremover vil lægge sine kræfter politisk. Foto: Thomas Hansen

Mogens Nørgaard har efter bruddet med KD brug for et par uger til at overveje, hvor han fremover vil lægge sine kræfter politisk. Foto: Thomas Hansen

De tre nordjyske medlemmer af partiets hovedbestyrelse har valgt at trække sig. Det er Henning Feldtmose fra Strandby, Anette Uggerhøj fra Taars og Henrik Christensen fra Løgstør. Derudover har partiets regionsformand, Finn M. Christensen fra Gærum, meddelt, at han nedlægger sit mandat ved næste generalforsamling, der måske kommer hurtigere end ventet. Der er overvejelser om, at indkalde til en ekstraordinær generalforsamling. - Partiorganisationen i Nordjylland er smadret med det her, siger Finn M. Christensen, der ikke ønsker at være aktiv i et parti, der i den grad er svinget til højre og vendt tilbage til de gamle mærkesager. Endnu har han ikke har afgjort, om han udover at nedlægge sit hverv også melder sig ud af partiet. Men det er der mange andre, der har. I forbindelse med landsmødet har han talt med en række tillidsrepræsentanter i partiets nordjyske afdeling og en del folketingskandidater, og der er rigtig mange, der har valgt at trække sig. Ifølge Finn M. Christensen har Nordjylland altid tilhørt den midtsøgende del af Kristendemokraterne. Det har bl.a. givet sig udslag i, at Nordjylland har haft en god forståelse med sjællænderne og københavnerne. Vestjyderne, der står med palmerne efter landsmødet, har man omvendt haft det svært med. Kristendemokraternes førhen stærkeste kort i Nordjylland, Mogens Nørgaard, der nu er løsgænger i regionsrådet og nu forhenværende næstformand i partiet, forudser, at Kristendemokraterne går en svær tid i møde. Både på landsplan, men også på lokalt plan, for det er en række af de meget aktive medlemmer, der har valgt at sige farvel. Personligt vil han nu til at bruge mere tid på sit arbejde som tømrer, som han passer ved siden af posten i Regionsrådet. Der bliver bedre tid nu, hvor han ikke længere skal deltage i aktiviteter for Kristendemokraterne. Men et liv udenfor politik, har han svært ved at forestille sig. Derfor vil han bruge de næste par uger på at overveje, hvor han fremover skal lægge sine kræfter rent politisk. - Jeg kan ikke forestille mig en situation, hvor jeg ikke er engageret i samfundsforhold, som han siger.