Redningsvæsen

Nordjyder skal finde overlevende efter skælv

Redningsfolk fra hele verden havde i går travlt med at komme til Iran for at hjælpe til i det store eftersøgningsarbejde efter det voldsomme jordskælv i Kerman-provinsen.

Beredskabscenter Aalborg bidrager med seks mand til en dansk styrke på i alt 55 mand, der tog afsted fra Billund Lufthavn i går eftermiddag, og derfor nu skulle være i Iran. De seks mand er fire redningsfolk og to redningshundeførere med egne hunde, der får til opgave at søge efter overlevende i ruinerne. En af redningsfolkene fungerer som teamleder, mens gruppen er i Iran. Og der er nok at søge efter. I går voksede det anslåede antal dræbte og kvæstede i jordskælvscentrum til 70.000. Det er 20.000 flere end i går. - Det er det hurtigste, jeg har været med til at sende folk afsted. Vi fik en melding klokken 18. fredag aften og allerede godt to timer senere drog vores folk til Herning, hvor de skulle udstyres sammen med resten af den danske styrke. Så de havde ikke mere end fem minutter til at tænke sig om, inden de sagde ja til at tage derned, fortæller beredskabschef Jørgen Pedersen, Aalborg. Danmark sender også udstyr til området, så det er muligt at lytte efter folk i ruinerne, og det er sammen med det udstyr, at hundene spiller en stor rolle. - De første timer efter sådan en ulykke er de vigtigste, og det var derfor, det skulle gå så hurtigt. Når først der er gået mere end tre døgn, så svinder chancen for at finde overlevende i ruinerne, så de er ikke afsted på en ugelang mission, fortæller Jørgen Pedersen. Han vil de næste dage løbende få meldinger fra området om, hvordan det skrider frem med redningsarbejdet. I går blev dødstallet anslået til at være over 25.000 mennesker og måske det dobbelte antal kvæstede. 1. sektion side